“I Danmark taler ingen håbefuldt om fremtiden (maj 2026)”

Det skriver André Rossmann her i en leder: “Velfærdssamfundet er stagneret og sandet til på alle parametre, fordi de mange strukturelle udfordringer, som politikerne i årevis har lovet løsninger på, ikke er løst. “

Taget herfra

Midt i de voldsomme opbrud i verden bliver man i Danmark ved med at løse fremtidens udfordringer med fortidens svar. Mere stat. Mere kontrol. Mere regulering. Mere formynderi. Under valgkampen blev der lovet alt fra forhøjede ydelser, flere ældrechecks, flere SU-klip, renere drikkevand, gladere grise, store bededag og lavere benzinpriser, alt imens der manglede konkrete bud på, hvordan Danmark kan blive stærkere og rigere.

Mens klassiske reformer ikke længere udgør et bud på Danmarks fremtid, har den politiske klasse ikke en plan for, hvordan man kan skabe et innovativt samfund, der kan modstå det geopolitiske opbrud og den militærteknologiske udvikling. Den helt store udfordring i Danmark er nemlig ikke længere reformer, men innovation. Problemet er bare, at eftersom Danmarks politiske system ikke kan magte innovation, forsøger politikerne at skabe vækst ved at øge arbejdsstyrken. Et øget arbejdsudbud er derfor den ”valuta”, man i Danmark måler reformer på.

SVM-regeringens 2035-plan, der blev fremlagt i feb. 2026, er blot en fremskrivning uden de store ambitioner. Visioner for vækst og innovation er ikke til at spotte, men til gengæld er der omfattende planer for brug af penge til velfærd. Politikerne bekymrer sig ikke om, hvad danskerne skal leve af i fremtiden. Ikke overraskende forudsiger regeringsøkonomerne en markant opbremsning i velstandsudviklingen frem mod 2035.

Ser man på dansk økonomi, er samtlige nøgletal på overfladen flotte. Fortællingen er fortsat, at her går det ufattelig godt, økonomien er bomstærk og råderummet vokser. What’s not to like. Men reelt er Danmark i vækstkrise. Væksten i Danmarks 20 stærkeste virksom­heder er den ringeste i seks år, landets velstand falder langsomt, privatforbruget er det laveste i OECD-sammenhæng, danskerne bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande og krisen på de centrale samfundsområder bliver dybere og dybere. Lad os få et hurtigt overblik:

Sundhedsvæsenet er fortsat i knæ. Cepos har dokumenteret, at massive ekstra ressourcer til sundhedsvæsenet siden 2019 har gjort det mindre produktivt i stedet for at løse problemer.

Danske ældre får stadigvæk ikke den omsorg, de har fortjent. Ifølge en måling mener 41 pct. af danskerne, at ældreplejen er blevet dårligere, siden Mette Frederiksen blev statsminister.

Uddannelseskvaliteten i Danmark er fortsat faldende, både i folkeskolen, gymnasiet og på universiteterne. Den offentlige folkeskole er er præget af problemer som uro, vold, dårlig trivsel og utilfredsstillende faglige resultater. Gymnasieskolen befinder sig i en dyb krise som følge af en forfejlet venstreorienteret uddannelsespolitik og en pædagogisk laissez faire holdning. Og den såkaldte sektordimensionering på universiteterne betyder, at man begrænser optaget på flere uddannelser, alt imens erhvervslivet mangler veluddannet arbejdskraft.

Den militære oprustning er i fuld gang. I moderne krigsførelse handler det imidlertid ikke om antallet af soldater, kampvogne eller fly. Selv om forsvarsinvesteringerne er øget som følge af Mette Frederiksens ”køb, køb, køb”-instruks, mangler Danmark evnen til at integrere de nye teknologiske muligheder i sit forsvar. Forsvaret vil derfor efter al sandsynlighed købe isenkram, som der ikke længere er brug for.

Det danske skattesystem er fortsat uigennemskueligt, skatteskandalerne er endeløse og SKAT ser borgere som hårdkogte forbrydere. Senest skulle tusindvis af boligejere betale skat af byggeri, de aldrig får lov til at opføre.

Efter jobcentrenes afskaffelse fortsætter kommunernes ineffektive beskæftigelsesindsats i nye organisatoriske rammer, men med det samme antal offentlige arbejdspladser.

Klimapolitikkens prestigeprojekter har ramt muren. Mange steder i landet gør borgere modstand mod energiparker, som vil fylde områderne med solceller og vindmøller. Det går ned ad bakke for den grønne omstilling, og tilbage er der kun grønne skåltaler og overambitiøse grønne mål, som aldrig bliver nået.

Bureaukratiet og overreguleringen af både den offentlige sektor og erhvervslivet vokser og vokser. Regeringens store slagnummer – frisættelse af den offentlige sektor – er faldet til jorden.

Den udlændingepolitiske misere fortsætter. Mængden af indvandring fra de islamiske MENAPT-lande er steget markant under SVM-regeringen, og Danmark islamiseres efter salamimetoden.

Det overordnede billede er, at Danmark er et land på vej ned, langsomt, men støt. Velfærdssamfundet er stagneret og sandet til på alle parametre, fordi de mange strukturelle udfordringer, som politikerne i årevis har lovet løsninger på, ikke er løst. Det er der ikke politisk vilje til. Hele magteliten er nemlig enig om at opretholde den samfundsindretning, som Danmark har i dag. Hertil kommer, at det er umuligt at reformere et land, hvor flertallet i befolkningen har sit livsgrundlag hos staten og hvor alle vil helst fordele en kage, der langsomt bliver mindre, i stedet for at bage en ny.

Danmark fortsætter derfor som et sklerotisk samfund, hvor der er ingen dynamik, bevægelse, fornyelse og forandring til det bedre, kun mere af det gamle og velkendte. Og da der ikke er nogen langsigtet retning for, hvor Danmark skal hen og hvordan, står man med en sikker opskrift på fortsat stilstand.

”Danmarks fremtid er spærret inde i et fængsel. I dag taler ingen håbefuldt om fremtiden”, skrev Berlingskes Bent Winther i starten af 2024. Det gælder fortsat her i midten af 2026.

André Rossmann

Taget herfra