“Ingen kur mod Danmarks socialistiske sklerose”

Det skriver André Rossmann her

Taget herfra

Midt i agurketiden har vi her på 24NYT noteret os et par guldkorn, som vi gerne vil dele med vores læsere.

På punditokraterne.dk peger Christian Bjørnskov således på, at ”måden vi har skruet samfundet sammen de sidste 50 år og måden, dansk politik fungerer, medvirker til at gøre Danmark institutionelt sklerotisk – et samfund, hvor der nok tages mange beslutninger, men hvor ingen af dem egentlig ændrer noget. Den slags samfund oplever sjældent store kriser, men falder blot stille og langsomt bagud”.

Samme vinkel anlægger Berlingskes Bent Winther: ”Politikere er vilde med målsætninger. Delmål, slutmål, endemål eller bare ’høje, ambitiøse mål’. Et tal højtideligt skrevet på et dokument, en procentsats, en politisk aftale og så et årstal et godt stykke ude i fremtiden, som angiver, hvornår målet skal være nået. Så har man som regering og minister udvist både handlekraft og den seriøsitet, der skal til for at vise, at man tager et problem meget alvorligt. Det er en populær måde at styre på. Udfordringen er, at det også myldrer med målsætninger, der ikke bliver nået. I takt med at timeglas rinder ud, og deadlines bliver nået, står det klart, at det var sværere, end man troede”.

Tilbage til Christian Bjørnskov, som skriver, at ”når de samme partier, de samme politikere, og det samme embedsværk står for beslutninger og politisk arbejdsgang år efter år, bliver det ikke bare nemt at lobbye, men risikoen for at lobbyer bliver en integreret del af systemet bliver overhængende. Hører man politikere og visse meningsdannere tale om ‘det samarbejdende folkestyre’, bør man således holde op med at glæde sig. Der er ikke tale om korruption – der er forsvindende lidt faktisk bestikkelse i Danmark – men politikere og særinteresser gnubber ofte skuldre i etablerede råd og nævn. Det indebærer, at meget dansk politik er farvet af særinteresser, at detaljegraden i regulering ofte er defineret af disse interessers præferencer, og at man ude i kommunerne kan træffe tvivlsomme beslutninger”.

Her er vi uenige med Bjørnskov, som anlægger en meget snæver fortolkning af begrebet ”korruption”. Korruption har nemlig mange ansigter, herunder bestikkelse, bedrageri, mandatsvig, nepotisme samt embedsmisbrug – misbrug af betroet magt, offentligt embede eller offentlige midler (læs mere om det her).

Bjørnskov fortsætter: ”I virkeligheden burde danskere være ekstra bekymrede for institutionel sklerose. Den danske tradition for høringer før lovforslag sikrer særinteressers direkte indflydelse. Det gælder i særlig grad når høringsfristerne er så korte, som de er blevet under den nuværende og foregående regering, at man gør det lettere for etablerede særinteresser at gøre deres indflydelse gældende uden mindre – og mindre etablerede – modinteresser”.

I sin bog ”Velfærd i det 21. århundrede” skriver Martin Ågerup, at ”offentlige høringer er reelt er en gratis lobbyplatform, hvor staten, regioner, kommuner og særinteresserne dyrker kammeratkapitalisme. Lobbyisme er blot et pænt ord for det, vi kalder korruption i andre lande. Det offentlige og særinteresserne opfatter hinanden som partnere, der hver især giver noget for at nå et kompromis. ’Vi skal jo kunne se hinanden i øjnene, næste gang vi mødes’, plejer man at sige. Virkningen svarer til en kombination af vennetjenester, særbehandling og bestikkelse, idet partsinddragelse begunstiger særinteresser på bekostning af almeninteressen. Mange offentlige opgaver bliver dyrere og dårligere, fordi de interesserede parter bliver ’hørt’. Både ’offentlige høringer’ og ’offentligt-private’ partnerskaber opererer i en gråzone, hvor der er stærk mistanke om kammerateri, vennetjenester og lokumsaftaler”.

Politologen Sigge Winther Nielsen skriver i sin bog “Entreprenørstaten”, at dansk politik er ekstrem dårlig til at levere effektive løsninger på samfundets store problemer. Selv om partierne præsenterer stribevis af hurtige og slagkraftige valgkampsudspil, har dansk politik i mange år været præget af, at regeringer går mere op i processen med at fremlægge nye initiativer, end hvordan man får dem gennemført. Da ægte reformer ofte er politisk upopulære, afholder mange politikere sig fra at foreslå egentlige reformer af frygt for, at det vil koste dem popularitet og stemmer ved næste valg. Hertil kommer, at reelle reformer truer økonomiske særinteresser, der således har stærke incitamenter til at modarbejde reformforslagene.

Efter folketingsvalget i nov. 2022 skrev Asger Aamund: ”Når den politiske hverdag melder sig den 3. november 2022 og mandaterne er fordelt, vil alt dog være som det plejer. Ingen partier har fået styrken til at indfri deres valgløfter, og vi må nøjes med en lang række udvandede og impotente vandgrødsreformer, der ligner alle de andre: sundhedsplatformen, politireformen, skolereformen, forsvarsforligene og den grønne omstilling”.

Henrik Dahl (LA) er enig. I dagens Berlingske skriver han, at han er sikker på, at ”der inden det kommende valg i 2026 ikke vil komme store reformer, som vil sætte Danmark på en helt ny kurs. I stedet skal vi belave os på de små, inkrementelle hop næsten på stedet, som alle deltagere i dansk politik efterhånden har vænnet sig til. Det er beklageligt, for problemerne tårner sig op og behovet for omfattende reformer er påtrængende”.

Og Dahl fortsætter: ”Det, jeg først og fremmest har imod SVM-regeringen, er ikke snævert politisk. Det er, at vi skal tro på, at lige præcis de partier og mennesker, der i dette århundrede har beklædt de højeste poster det meste af tiden, lige pludselig er blevet superdygtige til at lave reformer, der på afgørende punkter får de vitale samfundsinstitutioner til at fungere bedre. Den tænksomme og fornuftige vælger skal således ikke lytte efter dette valgs politiske reklamesendere, men tænke tilbage på, om fortidens løfter nu også blev indfriet. I de sidste 50 år har de Konservative op til hvert eneste folketingsvalg lovet at sænke skattetrykket, reducere den offentlige sektor, stimulere erhvervslivet og styrke forsvaret. Realiteten har været, at de Konservative i en lang række forlig ’hen over midten’ har medvirket til at øge skattetrykket, opfede den offentlige sektor, brandbeskatte iværksætterne og reducere forsvaret til en rygende ruin”.

Vores læsere skal derfor ikke regne med, at der vil ske nævneværdige ændringer i det sklerotiske danske samfund – hverken på kort eller langt sigt. Som man siger her i landet: Man ved hvad man har, men ikke hvad man får.

André Rossmann

Taget herfra