“Nyttige idioter og normaliseret antisemitisme” – det skriver Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet om her
Taget herfra
Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
Nyttige idioter og normaliseret antisemitisme
Der findes øjeblikke, hvor en politisk bevægelse pludselig ser sig selv i spejlet – og ikke kan holde blikket ud.
Det øjeblik er kommet for den europæiske venstrefløj.
I årevis har gaderne været fyldt med paroler om “Free Palestine” og “From the river to the sea”. I årevis har venstrefløjen marcheret side om side med islamister, uden at ville vide, hvad de egentlig marcherede for. De har talt om solidaritet, om undertrykkede folk, om kolonialisme og imperialisme – og de har mere end noget andet gjort sig selv til nyttige idioter for Hamas.
Men de har gjort noget mere.
Store dele af venstrefløjen har normaliseret en parole, som i sin kerne er et udslettelsesprogram mod den jødiske stat: “From the river to the sea” er ikke en fredsparole. Det er en opfordring til at fjerne Israel fra landkortet.
Dermed er de pro-palæstinensiske demonstrationer – uanset deltagernes individuelle motiver – blevet en objektiv understøttelse af den voksende antisemitisme i Danmark. Ikke fordi alle deltagere er antisemitter, men fordi bevægelsen har gjort sig til transportbånd for et budskab, der i praksis legitimerer had mod jøder.
Det er i sig selv et alvorligt demokratisk svigt.
Iran: En virkelighed, der sprænger fortællingen
Nu er det grundlæggende problem for venstrefløjens kadrer imidlertid blevet eksponeret af virkeligheden.
For mens de stadig forsøger at holde fast i deres palæstinensiske fortælling, er en langt mere ubekvem virkelighed brudt frem: Iran.
Millioner af iranere går i disse uger på gaderne. Ubevæbnede. Ubeskyttede. Kvinder smider tørklædet. Mænd råber præstestyret væk. Unge råber navnet Pahlavi som overgangsfigur til et nyt, demokratisk Iran. De råber på hjælp fra USA. Fra Israel. Fra Vesten.
De råber på opgør med islam som styreform.
Her begynder venstrefløjens verdensbillede at krakelere.
For hele den fortælling, den farlige vildfarelse de i årevis har svævet solidt i, siger noget meget bestemt: at islam repræsenterer de undertrykte, at Vesten er den egentlige skurk, at “modstanden” altid har ret, hvis bare den er rettet mod Israel, USA eller “imperialismen”.
Men i Iran er det ikke Vesten, der undertrykker.
Det er islam i statslig form.
Sharia som lov.
Præster som magthavere.
Religiøs ideologi som systemisk tyranni.
Og det er ikke et marginalt mindretal, der gør oprør. Det er et folk, der er villigt til at dø for at slippe af med det.
Det er den kendsgerning, som venstrefløjen ganske enkelt ikke kan rumme.
Rådhuspladsen 19. januar: Frihed uden indhold
Det blev meget konkret synligt den 19. januar på Rådhuspladsen, hvor Trykkefrihedsselskabet deltog i, hvad vi troede var en demonstration for iranernes frihed arrangeret af Amnesty International.
Men det var ikke en frihedsdemonstration, men Amnesty International, som forsøgte at balancere en ny, venstrefløjsposition med de fremmødte som statister. Resultatet blev en demonstration, der i sin kerne undveg det politiske spørgsmål.
For Amnesty støttede ikke iranernes ret til at slippe for et islamistisk styre, men alene deres ret til at demonstrere – uden at blive slået ihjel.
Det lyder måske som en nuance. Det er det ikke.
For forskellen er afgørende:
Man støttede ikke frihed.
Man støttede ikke et opgør med præstestyret.
Man støttede ikke retten til at afskaffe et religiøst tyranni.
Man støttede udelukkende en procedure.
Det politiske mål – at slippe af med islamisk styre – blev systematisk holdt udenfor.
Da mange begyndte at råbe “Pahlavi!” og “Javid Shah!” – helt legitime politiske tilkendegivelser i en demonstration, der angiveligt handlede om iranernes frihed – reagerede arrangørerne øjeblikkeligt og bad demonstranterne tie under henvisning til, at der ikke måtte være politiske ytringer. Da mange fortsatte, blev der råbt fra scenen:
“Er I snart færdige?!”
Frihed måtte gerne nævnes – så længe den ikke fik et konkret politisk indhold.
Maskefaldet i gaden
Det samme mønster viste sig kort efter i en video, der hurtigt har bredt sig på X:
En pro-palæstinensisk demonstration passerer en demonstration mod det iranske regime, og fra den pro-Hamas-fløj lyder det hånligt: “Ignorér tosserne – hold fokus på os. De er ikke vigtige.”
Det er et øjebliks ufrivillig ærlighed.
For de iranske demonstranter er det liv og død.
For pro-palæstina-fløjen er det et narrativproblem.
Videoen er et maskefald. Ikke bare for nogle få aktivister, men for en hel ideologisk konstruktion. For i det øjeblik virkeligheden ikke længere passer ind, bliver virkeligheden ikke diskuteret. Den bliver affejet.
En ideologi uden svar
Det er her, implosionen bliver synlig.
For iranerne viser noget, venstrefløjen ikke vil se:
At islam ikke primært er en forfulgt identitet, men et magtsystem.
At islam i politisk form er systemisk undertrykkelse.
Og at den undertrykkelse i årevis er blevet relativiseret – og i praksis indirekte promoveret – af dem, der påstod at kæmpe for de undertrykte.
Det er derfor reaktionen ikke er debat, men fortrængning.
Ikke refleksion, men arrogance.
Ikke solidaritet, men tavshed.
Når fortællingen ikke længere kan bære
Og det er derfor, situationen i Iran ikke bare er en tragedie.
Den er et intellektuelt sammenbrud for den europæiske venstrefløj.
For når den samme bevægelse på én gang legitimerer antisemitisk mobilisering i Europas gader, relativiserer islamisk tyranni – og affejer de mennesker, der nu risikerer livet for at slippe af med det – så er det ikke længere en kamp for de undertrykte.
Så er det en ideologi, der har mistet evnen til at skelne mellem offer og gerningsmand.
Og når virkeligheden ikke længere kan rummes i fortællingen, er det ikke virkeligheden, der må vige.
Det er fortællingen.
Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet
Taget herfra
Her er en afslørende artikel om NGO-zombierne Amnesty og HRW
Taget herfra
Human Rights Watch issued a report condemning Palestinian suicide bombings during the height of the second intifada in November 2002. HRW created a bizarrely high bar for evidence of PA payments to terrorists, essentially discounting anything less than a signed letter from Arafat authorizing such payments directly to someone he provably knew was a murderer.
Even so, HRW was clear: “Under international law, those who assist, aid, or abet crimes against humanity are individually responsible for the resulting crimes.”
But that was the last time the supposed human rights organization addressed the issue. Even after 2004, when the PA officially created the Palestinian Authority Martyrs’ Fund, HRW did not say a word.
That’s over 23 years since HRW even mentioned it.
But even that is infinitely better than Amnesty International. Amnesty has never written a word about “pay for slay.”
While both groups are keen to condemn any evidence of money that might help Israel fight Hamas, or might help a Jew live in Judea, when it comes to direct financial incentives to murder Jews, these “human rights organizations” are completely silent.
Palestinian Media Watch has proven just this week that the Palestinian Authority has never stopped pay for slay, even as they have insistred that they no longer do that.
Recipients of Palestinian Authority terror stipends residing in Jordan reported over the last three hours that their monthly payments had been deposited into their bank accounts. According to multiple firsthand accounts, the sums transferred were identical to those received previously, suggesting that the payment scale remains unchanged. Reports further indicate that dozens of transfers were processed through recognized banking institutions.
As bad as these NGOs are in what they say and their obsessive hate for Israel, often the real story is what they choose not to condemn. And the biggest incentive for Palestinians to attack Jewish civilians does not merit a negative word from HRW and Amnesty.
They must not think that Jews should have any human rights.
Taget herfra
Jeg hører igen og igen, at Iran og den iranske befolkning er anderledes end resten af de arabiske lande. At de er persere og ikke arabere. De skal bare have “lidt hjælp”. Så bliver de næsten ligesom os.
Undskyld, måske har jeg sover i timen, men jeg ser ikke Iran som anderledes end alle de andre arabiske lande. Tæt på 100% af befolkningen er muslimer, og det har de været i tusind år. De har altid levet i et diktatur – også under Shaen, omend klaveret spillede en anden melodi dengang. Men diktatur var det. Også selvom kvinderne kunne gå i bikini.
Måske nogen kan fortælle mig, hvad der adskiller Iran fra de andre arabiske land? Og hvorfor USA skulle kaste sig ud i endnu et militært eventyr, for at et muslimsk land kunne få et nyt muslimsk styre?
Du glemmer at de heller ikke havde ander valg, end at blive muslimer efter islam havde erobret. De fleste muslimer aner ikke en dyt om islam, andet end hvad Deres ( juridiske) imam fortæller dem. Giv dem frihed og en del vil hurtigt opgive islam som Identitet. Men ja. De var shiamuslimer og stod imodsætning til sunnier, ud fra myten om diktator førerens barnebarn burde have været Khalif ( istedet for khalifen etc).
Efter at Komeini kom til, efter at idiotiske
franske politikere lod ham rejse til Iran, blev Iran et
langt, langt værre diktatur end under shahen. Under ham
støttede Iran ikke terror-bevægelser i Vesten, der var
ingen planer om at udslette Israel, og ingen forsøg på
at skaffe sig atombomber. Og hvis man ikke planlagde
kup mod styret, kunne man leve i fred. Der var heller
ikke et fanatisk moral politi som overfaldt eller myrdede
kvinder.
med shahen havde Iran oplyst enevælde
Med Khomeini mf havde/har Iran absolut UOPLYST enevælde …
mvh TrumfEs
De røde islamliderlige statsmedier har allerede fejet oprøret i Iran ind under gulvtæppet, da det passer utroligt dårligt ind i narrativet om islam som “fredens religion”.
Derudover mangler der åbenlyst nogle vestlige hvide mænd og jøder, som man kan udpege som skurke.
Heldigvis for MSM kan man nu udfylde hele sendetiden og alle avisspalter med Trump-bashing.