“Klimakampen må ikke koste på danskernes privatøkonomi”

det skriver André Rossmann her

Taget herfra

Men når det drejer sig om danskernes egen forbrugeradfærd, er danskerne nogle af de mindst klimabevidste og samtidig blandt dem, der har gjort mindst for at ændre indkøbsadfærd de seneste fem år. I november 2020 viste en Megafon-måling, at et klart flertal af vælgerne afviser CO2-afgifter, der rammer dem selv på pengepungen. Og derfor går det naturligvis ikke, at man f.eks. skal betale 30-60 pct. mere for en elbil end for en benzin- eller dieselbil. For 78 pct. af danskerne har lav klimabelastning heller ikke haft betydning for, hvor ferierejsen er gået hen de seneste tre år – blot 17 pct. har ladet klimabevidstheden påvirke feriemålet.

Når der skal bringes ofre og betales for de højstemte klimamålsætninger, afsløres klimatossernes hykleri. Det er ikke mindst det velkendte ”not in my backyard-princip”, der gør sig gældende. Altså: Naturligvis skal vi have vindmøller, grøn strøm og alt det der. Men det skal ikke foregå i min baghave. Senest har regeringen meldt ud, at den vil firedoble produktionen af grøn strøm fra vindmøller og solceller på land. Det lyder godt, men borgmestre rundt om i landet ved godt, at det vil resultere i klager og vrede borgere i tusindvis og dermed straf ved det efterfølgende kommunalvalg. Erfaringsmæssigt koster den første vindmølle i en valgkreds borgmesterpartiet 9,5 procentpoint på valgdagen.

Der er således betydelig diskrepans mellem danskernes opbakning til klimakampen og deres faktiske klimavaner. Der er ganske vist kommet stor bevidsthed om klimaet, men man kan ikke rigtig se det i danskernes reelle adfærd. For virkeligheden er, at danskerne definerer livskvalitet som øget forbrug af rejser, biler, tøj og mad. Der er meget få danskere, der er indstillet på at forringe deres egen livskvalitet markant.

Det har SVM-regeringen naturligvis taget ad notam. Klimaminister Lars Aagaard (M) har udtalt, at regeringen vil føre en klimapolitik, som ”80 pct. af danskerne kan se sig selv i”.

Og statsminister Mette Frederiksen (S) har på Instagram skrevet, at hun vil tage hensyn til de danskere, som er bekymrede for, at klimapolitikken ”går for hurtigt”, så det ”bliver for dyrt at få sit liv til at hænge sammen”.

Klimaindsatsen må altså ikke gå hurtigere, end danskerne kan følge med, siger regeringen. Sker det, risikerer man folkelige protester som f.eks. i Frankrig (de gule veste) eller i Holland, hvor tilslutningen til partiet BBB, der opstod som protest mod den hollandske regerings klimapolitik, på kort tid er steget fra omkring 6 pct. til over 20 pct.

Den politiske virkelighed er, at SVM-regeringens medlemmer kun har tre mål: (1) At blive valgt, (2) at blive genvalgt, og (3) alt hvad der i øvrigt måtte fremme de to første mål. Hvilket betyder, at hvis regeringens medlemmer forcerer og trumfer upopulære grønne tiltag igennem, holder de ret hurtigt op med at være regeringsmedlemmer. Og eftersom de klimatossede danske vælgere beder politikere om at blæse og have mel i munden, er resultatet forudsigeligt. Regeringen forsikrer, at klimamålene står ved magt, men vil ikke gøre, hvad der skal til, for at de indfris. Erfarne politiske iagttagere har i deres stille sind for længst afskrevet klimasagen som et fatamorgana. Danskerne efterspørger følelsen af grøn omstilling, men ikke vejen dertil.

André Rossmann

Taget herfra