Kronik: Tre kapitler af integrationens historie

Hvordan er det kommet så vidt, at selv private virskomheder nu skal presses til at tage særlige religiøse hensyn? Det er det selvfølgelig, fordi den hidtidige integrationspolitik er slået fejl.

I integrationspolitikkens første år satte politikerne deres lid til, at efterkommere af den første generation af muslimske indvandrere af sig selv vil lægge deres forældres kultur bag sig og med tiden integrere sig i den danske kultur. Det er som bekendt ikke sket

Da politikerne så efterhånden fandt ud af, at mange indvandrere ikke ønskede at integrere sig, forsøgte de at lave om på danskerne.

Danskerne manglede nemlig den fornødne åbenhed over for den kulturelle mangfoldighed. Denne manglende åbenhed skyldtes angivelig en art patologisk brist, det kunne være national paranoia eller islamofobi, som burde kureres.

Da det ikke synes at lykkes for politikerne at omskole danskerne til tilstrækkelig følsomme mennesker, griber de nu til en decideret politisk styring. Integrationen skal altså fuldbyrdes med tvang. Hermed kan vi skrive det tredje kapitel af integrationspolitikkens historie.

Gennem ihærdig planlægning tror politikerne, at de kan løse de presserende problemer i samfundet. Ser vi imidlertid på de aktuelle forslag fra kommunerne, er det klart, at særbehandling af muslimske minoriteter ikke vil integrere dem i det danske samfund, men derimod fastholde dem i parallelsamfund. F.eks. hvis børn og arbejdere får ret til blive væk fra skolen eller arbejdspladsen for at gå til fredagsbøn.

Læs hele Kasper Støvrings kronik i Jyllands-Posten

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.