Det skriver Svend Lindhardt her i den korte avis
Taget herfra
Mogens Lykketoft og Gaza
Lykketoft blev 5.12 interviewet af Niels Krause-Kjær i Deadline. Anledningen var Israels bombardementer af Khan Younis i det sydlige Gaza, der nu er helvede på jord. Lykketofts vrede er forståelig, men det er helt uforståeligt, at han retter vreden mod Israel og ikke Hamas. Hændelserne er jo altså afstedkommet af, at Hamas out of the blue har rettet et modbydeligt og terroristisk angreb mod civilbefolkningen i Israel.
Men sådan ser Lykketoft det ikke. Helt som forventeligt udnytter han de ulykkelige begivenheder som en kærkommen lejlighed til endnu en gang at udpege Israel som den objektivt skyldige, selv om konflikten jo faktisk er afstedkommet af Hamas terroristisk drab på tusindvis af civile israelere.
Og hvis man nu kunne sige, at hans ensidige placering af ansvaret på Israel skyldtes, at han ikke vidste bedre, så kunne man undskylde ham. Men sådan forholder det sig jo lige præcis ikke. Han har i hele sit politiske liv som både udenrigsminister og formand for FNs Generalforsamling beskæftiget sig så indgående med Mellemøstkonflikten, at han burde vide, at denne konflikt ikke lader sig begribe i sort-hvid. Men alligevel er det præcis det, han gør, når han nu, for Gud ved hvilken gang, insisterer på, at den ulykkelige situation i Gaza i sidste instans er Israels skyld. Lykketofts had til Israel gør ham døv og blind. Han kan til hver en tid sætte fingeren ned på cirklen og med fasthed i stemmen deklamere: ”Den begynder her”.
Nedenfor nogle eksempler på, hvordan Lykketofts massive forudindtagethed mod Israel fører til fejltolkninger af Mellemøstkonflikten.
Lykketoft og Palæstina
Hvad angår staten Palæstina, så er Lykketofts argumentation baseret på den fejlagtige opfattelse, at der gennem lang tid har været en veldefineret og velafgrænset stat, som man kaldte Palæstina, hvor det palæstinensiske folk i fortid og nutid havde levet og udviklet deres egenart. Men det er rent spind: Hvad var Palæstinas grænser? Hvilken møntfod anvendte de i Palæstina? Hvad hed hovedstaden i Palæstina? Hvilke lande grænsede Palæstina op til? Nævn en kendt palæstinensisk konge eller anden leder?
Historien om Palæstina er, at der har aldrig været en selvstændig palæstinensisk stat. Det var et lokalområde, der med vekslende afgrænsning var enten under Syrien eller Ægypten. På samme måde som Mols eller Thy ikke er en stat, men et lokalområde, sådan var Palæstina heller aldrig en stat.
Lidt historisk
Oprindeligt var det romerne, der omkring 135 opfandt navnet Palæstina, men vore dages forestilling om Palæstina som et distinkt område stammer fra den engelske mandatmagt, der fra 1920 til 1948 administrerede det nedenfor afbildede område:
Havde man i 1920 spurgt den arabiske befolkning i dette område, om de var vidende om, at de var palæstinensere, så ville de have været totalt afvisende. De betragtede sig selv som syrere. Palæstinensere derimod var iflg dem den ca 1 million jøder, der gennem den zionistiske bevægelse havde foretaget ”aliyah” til Israel, jødernes hellige land.
Lykketofts påstand om, at det palæstinensiske folk udgør en særskilt arabisk stat med egen kultur og historie, har han fra Jerusalems stormufti Hajj Amin al-Husseini (1895-1974), der omkring 1920 formulerede denne teori for at tvinge den engelske mandatmagt til at bringe den jødiske indvandring til området til ophør. Al-Husseini var nazisympatisør og delte Hitlers syn på, at den jødiske befolkning skulle udryddes. Eller i det mindste sendes ud af Mellemøsten og tilbage til Europa.
Husseinis myte har Lykketoft gjort til en del af sit narrativ. Han insisterer som FN på, at palæstinenserne har en historisk bestemt ret til tilbagevenden til området, som de forlod eller flygtede fra i forbindelse med Uafhængighedskrigen 1948. I den forbindelse skal man gøre sig klart, at Lykketoft har gør sig blind for, at:
Der har aldrig været en palæstinensisk stat.
Palæstinensere nu som dengang ikke vil indgå nogen form for kompromis. Jøderne skal smides i havet. Det kommer eksemplarisk til udtryk, når Palestinian Authority (den palæstinensiske stat oprettet i 1993 bestående af dele af Vestbredden og Gaza) skal tegne et kort over det fremtidige Palæstina, så er 10 millioner jøder vupti taget ud af ligningen.
Lykketoft ved jo så udmærket, at en to-statsløsning også må omfatte jøderne, men han finder ikke anledning til at gøre indsigelser mod, at dette dybt uhæderlige og racistiske kort slet ikke omfatter jøderne. De ER nemlig smidt i havet.
Et landkort, hvor Israel er fjerne
Lykketoft og oprettelsen af staten Israel 1948
Lykketoft bebrejder med rette Israel, at Uafhængighedskrigen 1948 førte til fordrivelsen af 700.000 palæstinensere, men Lykketoft gør sig samtidig fuldstændig blind for:
At Ben Gurion havde udtrykt ønske om og vilje til en sameksistens med de palæstinensiske arabere, hvilket de sammen med Den Arabiske Liga var fuldstændigt afvisende overfor. Israel skulle nu som før smides i havet.
At de arabiske stater samtidig fordrev 900.000 orientalske jøder med henvisning til, at de nu havde deres eget land. De fik intet med sig. Finurligt nok har Lykketoft her ikke noget krav om erstatning og ret til tilbagevenden.
At de arabiske stater Jordan, Egypten og Syrien i 1948 deltog i kanabaliseringen på Palæstina, idet de erobrede Vestbredden med Østjerusalem, Sinai, Gaza og Golanhøjderne. Dette anslag mod palæstinensisk selvstændighed finder Lykketoft pudsigt nok ingen grund til at nævne. Man skulle jo nødig tilsløre billedet af, at det er israelerne, der er the bad guys.
Vi skal huske, hvad vi er her for. Vi skal først og fremmest dæmonisere Israel.
Lykketoft om To-statsløsning, PLO og Hamas
Siden 1993 har palæstinenserne haft deres egen stat, Palestinian Authority (PA) på Vestbredden og i Gaza. Lykketoft støtter på samme som FN en videreudvikling af denne stat, som består af områder i Palæstina, som Israel erobrede under 1967 krigen. Lykketoft er af den opfattelse, at når to-statsløsningen, der blev indgået i 1993, ikke har ført til nogen udvikling hen imod en egentlig palæstinensisk statsdannelse, så er det primært Israels skyld, fordi landets højrefløj i form af bosættere og ultraortodokse konstant spænder ben for projektet.
Lad det være sagt med det samme: jødiske bosættere er en del af problemet, men alligevel er Lykketofts pegen fingre af Israel, som dem, der bærer ansvaret for, at en holdbar to-statsløsning ikke har kunnet etableres nærmest en pervertering.
Iflg Lykketoft vil palæstinenserne to-statsløsningen, mens Israel pga bosættere og andre ekstreme grupper er imod. Dette er en fuldstændigt vanvittig tolkning. Israelerne ønsker sig en to-statsløsning, for hvis ikke der oprettes en palæstinensisk stat, så vil israelerne komme i et demografisk mindretal i en et-statsløsning.
Den for Lykketoft og FN ubehagelige sandhed er, at en to-satsløsning er umulig, fordi den palæstinensiske befolkning ingen steder, hverken på Vestbredden eller i Gaza, vil anerkende en to-statsløsning. Dette er til overflod dokumenteret dels ved folkeafstemningen blandt palæstinensere på Vestbredden og i Gaza i 2006 og her fornylig, hvor en undersøgelse blandt palæstinensere på Vestbredden og i Gaza godtgjorde, at et stort flertal af palæstinenserne støtter Hamas afvisning af enhver anerkendelse af Israel. Palæstinenserne er for det store flertals vedkommende simpelthen stålsatte i den opfattelse, at Palæstina af Allah er givet til Islam som en islamisk waqf, som det er religiøs pligt for muslimer at drage i jihad for beskyttelsen af. Hvis man svigter Jerusalem, Vestbredden og Gaza, svigter man Allah, Koranen og profeten.
Palæstinensernes massive undsigelse af fredens mulighed holder Lykketoft meget bekvemt for sig selv, for det lægger bomber under hans insisteren på, at det er Israel, mens palæstinenserne vil freden.
Endelig er Lykketoft også larmende tavs om, at det palæstinensiske politiske lederskab i skikkelse af PLO og Hamas er som ild og vand. PLO er en del af en baath socialistisk bevægelse og en sekulær organisation, mens Hamas som en afdeling af Det Muslimske Broderskab ser på PLO som forrædere, som de aldrig kan slå følge med. Derfor mødes PAs parlament også kun virtuelt, for PLO repræsentanter ville blive slået ihjel i Gaza, mens Gazas repræsentanter ville blive slået ihjel i Ramallah.
Alligevel underholder Mogens Lykketoft os med den dødssyge sirenesang om, at det palæstinensiske folk står samlet og forenet i Kampen mod Israel mhp at få en palæstinensisk stat. Men det er på månen. Intet kunne være fjernere fra virkeligheden. PLO og Hamas hader hinanden mindst lige så meget, som de hader Israel, og de to vil aldrig kunne etablere en stat sammen.
Men udadtil fortsætter Lykketoft støtten til farcen om, at det palæstinensiske folk som et broderfolk er forenet, sådan som det kan ses af billedet nedenfor.
Væk med Lykketoft, væk med FN
Jeg har kastet mig ud i dette indlæg, fordi den ulykkelige situation i Gaza har gjort det så åbenbart, at Osloaftalerne fra 1993 med en to-statsløsning nu på næsten 50 sindstyvende år har vist sin uduelighed. Og det har Lykketofts og FNs forsøg på at give processen kunstig åndedræt også.
Nå freden engang kommer, må der træde aktører til af en helt anden kaliber end den fordomsprægede Mogens Lykketoft og det mindst lige så fordomsprægede FN. De skal turde gribe om nælden og sørge for, at palæstinensernes ret til at blive imødekommet indskrænkes.
Og så må man tage sit udgangspunkt i, at Israel, som i dag har ca 10 millioner jødiske indbyggere, er en stat, der er kommet for at blive, og som vi Vesten med fordel kan pleje fælles interesser med.
Lykketofts model duer i al fald ikke. Og her har jeg med glæde konstateret, at Lykketofts monopol på tolkningen af og forslag til Socialdemokratiets holdning til Israel i stadigt stigende grad udfordres af Mette Frederiksen og andre socialdemokrater, der nu er begyndt at udvise spisevægring overfor Lykketofts personligt prægede vendetta mod staten Israel.
Svend Lindhardt
Taget herfra
Det er TYPISK DR at invitere Lykketoft til at svine Israel til. Alle ved , hvad den Israel-hader ville sige i forvejen – der er INTET NYT
Jeg mindes Erhardt Jakobsen, som jeg mener sagde – noget i retning af – følgende om Lykketoft i den korte periode, han var Danmarks udenrigsminister: hver gang Lykketoft vender tilbage til Danmark , priser jeg mig lykkelig over at Danmark ikke er kommet i krig med det land, Lykketoft har besøgt 🙂
Hvis der er nogen, der kender det rigtige citat, så skriv lige en kommentar 🙂
Leave a Reply