Racisme.

I går (den 28. december) zappede jeg som sædvanlig en hurtig tur hen over tv’ets lille pakke. Det er som regel overstået på sekunder, men i går fangede jeg ordet Trump, og så stoppede jeg. Det var deadline, der havde eksperter i studiet: Fotografen Jakob Holdt og den evigt frelste David Trash var i gang med at udbrede sig over racismen i USA, nærmere ned over østkysten, hvor Jakob Holdt havde rejst mange gange i sin søgen på billeder af Amerika. Her var han stoppet ved et universitet, hvor han som gæsteforelæser havde oplevet racismen helt tæt på. Hvor han og de andre tilstedeværende i deres snak om, hvad ved jeg, var blevet kaldt til spisning af et slag på en klokke, og et geled af negre.

Så vidste jeg, selv om det aldrig blev nævnt, hvilket universitet der var tale om: Duke Univetsity, som jeg i faglig sammenhæng besøgte for mange år siden. Her blev jeg og mine medrejsende fyrsteligt opvartet i vip-kantinen, hvor alle sad ved runde borde med plads til 8-10 personer, under en kæmpe krystallysekrone pr bord og på et tæppe så tykt, at man dårligt kunne se sine upudsede sko, og alt flankeret af mindst een neger i hvid uniform ved hvert bord. Det var godt nok noget andet, end det vi var vant til derhjemmefra. Det var som sagt fyrsteligt.

Men ikke kun opvartningen var fyrstelig – Det vi kom for at se, var også af en helt anden verden end i andedammen derhjemme. Jeg kom for at se på realtime processering af store mængder af data opfanget med ultralyd i en tyk suppe af partikler, hvor processeringen skete i et kæmpe array af floating point signalprocessorer. Forskeren, der fortalte om forsøgene, var en 14 årig negerdreng fra Afrika, der virkelig havde fingrene dybt nede i suppen. Her var ikke skyggen af blær – kun dyb faglighed. Det hele var så imponerende at jeg ikke nåede at blive misundelig.

Og det mindede mig om, at der ikke er racisme i det seriøse USA. Man ansætter blot de i enhver henseende bedste til jobbet. Sådan som min helt Donald Trump gør.

Og det bringer mig så til forholdene her på heden, hvor alle små landbrug efterhånden er nedlagt, hvis de da eller kan sælges. Naboen er blevet gammel og hans kone er halvgammel, så de vil væk, hvis de kan komme det, og i den forbindelse kom jeg til at tænkle på alt det her med nytænkning, og mere specifikt på kunst. Musik og multi-kulti? Så hvad hvis man kunne lokke piger som de nedenstående til? Gylletanken kunne blive til svømmebasin med tilhørende scene. Omgivelserne er smuk grøn natur, når ellers de er det. Så ville jeg nok vælge at blive her, til min herre luller mig ind i saligt vrikkeri.

5 Kommentarer

    • I lige måde INO, musikken altså. Da jeg var ung havde radioen faste usendelser af typen “Afro Jazz” og “Afro Beat”, som nummeret du peger på. Det er pragtfuld musik, som til fulde rummer negrenes enestående musikalske evner. Både sangen og instrument beherskelsen. Tak skal du have.

  1. Krause, Trads og Holdt – jeg var forberedt på det værste, men Colin Woodard satte en seriøs dagsorden, som holdt alle tre spader nogenlunde indenfor virkelighedens rammer.

    Krause indledte med følgende:
    “Ja, USAs kommende præsident Joe Biden har lovet at samle sit splittede land, men USA har været splittet siden begyndelsen. Faktisk så kan splittelsen kortlægges hele vejen tilbage til 16-hundrede tallet
    da USA blev koloniseret. Det mener i al fald den prisbelønnede amerikanske forfatter Colin Woodard”.

    Holdt indledte ikke overraskende med at tale om sorte kontra hvide, men fortsatte så indenfor rammerne udstukket af Colin Woodard.

    Først i de døende sekunder af Deadline fandt Trads plads til lidt Trump-bashing:
    “en rigtig stor andel af den amerikanske befolkning f.eks. tror på præsidentens løgne om at han vandt valget.”

    Nu var der ikke engang tid til at underbygge med de sædvanlige fraser om “manglende beviser” og “udokumenterede påstande”

    Til februar vil en rigtig stor andel af den amerikanske befolkning ikke tro på at præsidenten er blevet legitimt valgt, uanset om præsidenten hedder Joe Biden eller Donald Trump, og den splittelse skal nok sætte de øvrige splittelser noget i relief.
    USA vil være et varmt emne langt ind i det nye år.

  2. Gæster i studie: Helkommunisten og halvkommunisten! Deadline forsøger ikke engang længere at vægte synspunkterne. Hidtil har man haft to røde og en blå i studiet, nu nøjes man bare med to røde! Det er også meget nemmere, så er der ikke længere nogen til at modsige den røde flodbølge!

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.