“REGERINGEN OPGIVER INTEGRATION AF MIGRANTER FRA ISLAMISKE KULTURSAMFUND”

Det viser Asger Aamund her: “Vi sidder nu med omkring 500 000 nye borgere, der har lav beskæftigelse, høj kriminalitet og som har forskanset sig i arabiske kulturfællesskaber med det formål at isolere sig fra den danske demokratiske retsstat, dog med undtagelse af statskassen.”

Taget herfra

Det var i 1967, at de første gæstearbejdere passerede grænsen for at søge arbejde i Danmark. Antallet af migranter voksede støt gennem de næste årtier, også fordi vi tillod familiesammenføring. Der blev slækket på kravene om selvforsørgelse med en stigende import af klienter til følge. Det var hensigten og forventningerne, at migranterne i løbet af en generation eller to ville tilegne sig danske værdier, levevis og klikke på plads i det samvirkende Danmark. Integration betyder, at man skal kunne beherske det danske sprog i skrift og tale, at man er selvforsørgende og, at man anerkender det danske demokrati og den danske retsstat. I store indvandrernationer som USA og Australien måtte migranterne selv sørge for at integrere sig i samfundet, hvis de ville have mad på bordet. I Danmark ser vi det som samfundets opgave at indsluse de fremmede i fællesskabet. Vi har derfor etableret et vældigt migrantindustrielt kompleks med tusindvis af konsulenter, tolke, arbejdsformidlere, sproglærere og sociale sagsarbejdere. Men ser vi på facitlisten efter næsten 60 års anstrengelser, må vi konstatere, at hvad angår migranter med islamisk kulturbaggrund, er integrationen en total fiasko uden udsigt til forbedring.

I justitsministeriets rapport fra 2020 om ytringsfriheden i Danmark konstateres det, at 76 procent af indvandrere fra islamiske lande vil forbyde kritik af islam. I en meningsmåling som Wilke i 2015 foretog for Jyllands-Posten, mente 77 procent af de adspurgte indvandrere fra islamiske samfund, at koranens bud skulle følges fuldt ud, hvilket ville betyde, at det danske folkestyre og retsstaten skulle udskiftes med en islamisk formynderstat bygget på sharialoven. Ifølge finansministeriets økonomiske redegørelse fra 2019 bruger samfundet hvert eneste år over 90 milliarder kroner på at finansiere livet for islamiske migranter og deres efterkommere, som ikke kan eller vil være en del af arbejdsmarkedet. Skiftende regeringer har opgivet at gøre noget ved denne sociale og kulturelle katastrofe. Vi har gravet os ned i et dybt hul og graver ufortrødent videre.

Der er hos politikere, medier og kulturdebattører ingen forståelse for årsagerne til dette landsdækkende sociale sammenbrud, fordi man nægter at anerkende den islamiske totalitære politiske doktrin, som forpligter enhver muslim, hvad ovennævnte undersøgelser klart demonstrerer. Islams både teologi og politiske ideologi afviser den kristne etik og det kristne værdigrundlag og dermed folkestyret. I stedet bygger islam på ældgamle arabiske stammekulturer, som er helliggjort i koranen: Klanen dominerer stammen, som dominerer familien, der dominerer individet. Gamle mænd dominerer unge mænd. Mænd dominerer kvinder. En krigerkultur, hvor kun en muslimsk mand er et helt menneske. Kristne, jøder, hinduer, buddhister og alle ikke-troende er ’kafirer’, altså undermennesker. Lavest rangerer ikke-muslimske kvinder, der anses som fredløse ludere, der kan jages og krænkes frit.

Fra vedtagelsen af udlændingeloven i 1983 og til nu har en generation af uvidende og ansvarsløse politikere set passivt til, mens Danmark er blevet invaderet af en armé af klienter hovedsageligt fra islamiske lande. Vi sidder nu med omkring 500 000 nye borgere, der har lav beskæftigelse, høj kriminalitet og som har forskanset sig i arabiske kulturfællesskaber med det formål at isolere sig fra den danske demokratiske retsstat, dog med undtagelse af statskassen.

Mette Frederiksen har som sin mange forgængere opgivet at gøre migranter fra islamiske lande til gode demokratiske samfundsborgere. Alle moderne danske politikere elsker og bekender sig til ’fællesskabet’, hvis velfærd er al dansk politiks moder. Vi accepterer dog uden kamp, at en stadig større del af befolkningen befinder sig uden for fællesskabet og demokratisk rækkevidde. I stedet forsøger regeringens i samarbejde med udvalgte EU-lande nu at etablere en plan B, som er en slags skadeskontrol med det formål at begrænse indvandringen fra islamiske kultursamfund. Regeringen har således opgivet integrationen og vil i stedet koncentrere sig om at stoppe den antidemokratiske indvandring for i det mindste ikke at gøre ondt værre.

Det kommer der ikke noget ud af, for der skal helt andre og konstruktive planer til, hvis vi skal standse den snigende islamisering af det danske folkestyre. Først og fremmest et moratorium fra alle konventioner og internationalt retligt samarbejde, der eroderer den danske retsstat. Dernæst stop for al indvandring fra islamiske kultursamfund. Kriminelle udlændinge udvises ved første fængselsdom. Danske bistandsprogrammer annulleres for de lande, der afviser at modtage deres udviste borgere. Opholds- og arbejdstilladelser annulleres ved længere ledighed. Ingen ydelser til klienter efter første arbejdsvægring. Indvandring tillades kun for personer, der er garanteret beskæftigelse på åremålskontrakt, som udløser hjemrejse ved manglende forlængelse. Tvangsægteskaber og islamiske børneægteskaber retsforfølges og straffes hårdt. Islamiske kvinders rettigheder skal respekteres på lige fod med danske kvinder. Islamiske mænds undertrykkelse af hustruer og døtre straffes med fængsel og udvisning.

Vi kan dog næppe forvente, at vores medier og politikere kan opvise en stålsat kulturel selvbevidsthed i vores konsensusfikserede formynderstat. Det moderne danske kulturbillede er præget af selvhad og en voksende lede ved friheden, livsglæden og det levende folkestyre. Vi skammer os over vores kultur. Vi skammer os over at være danske. Det synes islam også, at vi skal. Den berygtede jihadist Anwar al-Awlaki er ofte citeret for at sige, at ”vi muslimer elsker døden lige så meget som I elsker livet, og derfor dør vi gerne for islams sag”. Vi lunkenkristne har ikke mere en sag at dø for. Har man ikke noget, der er værd at dø for, er der jo heller ikke meget at leve for. Og så er døden for friheden og folkestyret jo ingen sag.

Taget herfra