“Rødt og dyrt”

André Rossmann her i en leder om den nye ræve-røde regering: “Hvis der er noget, der glimrer ved sit fravær i regeringsgrundlaget, så er det udlændingepolitik”

Taget herfra

Danmark har fået en ny regering. Men selv om magten her i landet har skiftet hænder, kommer man ikke til at opleve radikale omvæltninger. Både regeringen og befolkningen, hvor mere end 65 pct. af borgerne får deres indkomst fra det offentlige, ønsker at bevare status quo. Den røde regering vil derfor videreføre den eksisterende velfærdssocialistiske model med enkelte justeringer af de små skruer i systemet.

Den kommende regering har 82 mandater og er dermed en mindretalsregering, som hviler på Enhedslistens og Alternativets mandater. De fire regeringspartier har hverken en fælles fortælling eller et fælles projekt, som kunne binde dem sammen. ”Regeringen vil føre en politik, som både er godt for de mennesker, der er i Danmark, og for dyrene”, sagde Mette Frederiksen. Hun er altså ikke længere børnenes, men dyrenes statsminister.

Det korte er det lange er, at det bliver rødt og dyrt. Fra nu af skal alt være ”gratis”, dvs. betalt af skatteyderne, herunder tandlæge, busbilletter, lavere moms og billigere almene boliger. Loftet for gratis fertilitetsbehandling fjernes, så man kan få fri adgang uanset antallet af børn, man ønsker hjælp til. Arveafgiften for dødsbo skal hæves, fordi Enhedslisten har stillet krav om, at den økonomiske ulighed skal bringes ned. Og så vil regeringen genindføre Store bededag, hvilket har stået højt på SF’s ønskeliste.

Regeringen lægger op til at halvere fødevaremomsen samt fjerne momsen på frugt og grønt helt. Selv om man påstår, at momsfjernelse på frugt og grønt vil gavne dem, der har mindst, vil den reelt gavne de rigeste. Alle ved jo, at lavindkomst-danskerne ikke spiser grøntsager og frugt, men æder slik. Det forlyder også, at regeringen vil beholde chokolade- og sukkerafgiften for at finansiere billigere grøntsager og frugt for de rige.

Regeringen lover bl.a. at øge arbejdsudbuddet med 35.000. Mens kloge lande skaber økonomisk vækst gennem investeringer i teknologi, innovation, automatisering og effektivisering, skaber Danmark vækst ved at øge arbejdsstyrken. Man kan billedligt sige, at Danmarks økonomi kører på en slags hamsterhjul, som kræver en vedvarende tilstrømning af arbejdere for at dreje og øge produktionen. Men selv om beskæftigelsen i Danmark slår rekorder, afspejler dette ikke en egentlig fremgang i økonomien, idet væksten i de seneste 6-7 år har stået i stampe. ”Arbejdsproduktiviteten i den private sektor har trukket bnp-væksten ned i perioden fra 2019 til 2024. Alle de nye beskæftigede har altså bidraget til at reducere produktiviteten i dansk økonomi i løbet af de seneste fem år”, skrev cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer, i Børsen den 7. juli.

De mange spørgsmål, som de røde regeringspartier ikke har kunnet enes om, er blevet parkeret i flere arbejdsgrupper, ekspertgrupper og kommissioner – eller udskudt til senere. For mange af de helt centrale løfter anviser regeringsgrundlaget overhovedet ikke, hvor man vil finde pengene. Dansk Industri (DI) har foretaget en beregning, som viser, at regeringen kun har anvist indtægter for 16 mia. kr., mens dens løfter vil koste næsten 31 mia. kr. at indfri. Med andre ord er der kun anvist finansiering til ca. halvdelen af udgifterne. De røde partier finder dog altid pengene, og det er altid samme sted: i danskernes lommer.

Hvis der er noget, der glimrer ved sit fravær i regeringsgrundlaget, så er det udlændingepolitik. Ordet ”udlændinge” optræder kun to gange i regeringsgrundlaget, og udover det er der dyb tavshed om indvandring og landets islamisering. De socialdemokrater, der inden folketingsvalget har ført sig frem som udlændingepolitiske strammere, er forsvundet. Det gælder bl.a. udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund, undervisningsminister Mattias Tesfaye og beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek.

Den udlændingepolitiske misere vil derfor fortsætte. De kosmetiske stramninger på udlændingeområdet har ikke standset den muslimske indvandring. Kombinationen af den konstante muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate betyder, at antallet af muslimer i Danmark vil være steget til 770.000 i 2050 svarende til ca. 13 pct. af befolkningen. Og i 2096 kommer danskerne ifølge en demografisk fremskrivning i mindretal i deres eget land.

Det er påfaldende, at der i regeringsgrundlaget ikke er nogen overordnet vision for Danmark. I stedet uddeler regeringen ”gratis” gaver for at skabe en kunstig følelse af tryghed og velstand. Det siger sig selv, at med en rød regering kan Danmark ikke undgå at blive endnu mere socialistisk, endnu mere kollektiviseret, endnu mere reguleret, endnu mere overvåget og endnu mere beskattet.  Ved at skabe relativt komfortable liv for befolkningen gennem omfordeling fra højindkomst-danskere til lavindkomst-danskere skjuler politikerne imidlertid det fulde omfang af Danmarks økonomiske tilbageståenhed i forhold til andre lande. Og de velfærdsbedøvede danskere fatter ikke, at deres land er på vej ned, fordi de statskontrollerede medier dagligt turnerer med en begejstret fortælling om Danmarks ”robuste” økonomi. Hvorom alting er: danskerne er lykkelige og glade for deres smilende DDR. Derfor ingen medfølelse herfra.

André Rossmann

Taget herfra