“Sumpen slår ring om Slette Mette”

Sådan skriver André Rossmann her om Mette Mink

Taget herfra

Der raser p.t. en magtkamp mellem tilhængerne og modstanderne af, at Mette Frederiksen bliver stillet for en rigsret. Nye Borgerlige har hyret advokatfirmaet Lund Elmer Sandager til at foretage en uvildig retlig vurdering af, om den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen har handlet groft uagtsomt i minksagen.

Ifølge advokatfirmaet har statsministeren handlet groft uagtsomt. Hun har nemlig (1) videregivet en ulovlig instruks til myndighederne, (2) groft vildledt offentligheden og minkavlerne og (3) undladt at spørge direkte til hjemmel på det afgørende møde i Koordinationsudvalget eller efter mødet. Og det burde hun have gjort, idet der ikke var tale om en rutinemæssig sag, men derimod en beslutning af ”historisk indgribende karakter”, som efterfølgende har kostet samfundet 19 mia. kr.

Mens advokaterne fra Lund Elmer Sandager understreger, at deres undersøgelse er en ”uvildig retlig vurdering” og at den er foretaget ”uafhængigt af Nye Borgerlige”, afvises undersøgelsens uvildighed af sumpen bestående af den nominelt borgerlige avis Berlingske samt en række systemtro juraprofessorer. De har slået en tæt ring om statsministeren ved at så tvivl om Lund Elmer Sandagers juridiske kompetencer og vurdering.

Kan I forstå, hvis nogen tænker, at I er farvede i jeres konklusioner, fordi I er købt og betalt af Nye Borgerlige og deres indsamling?”, spurgte Berlingske Lund Elmer Sandagers advokater.

Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet, fandt advokatvurderingen ”grænseoverskridende” og bemærkede, at ”ni andre juraprofessorer” er kommet frem til det stik modsatte konklusion. Oversat til jævnt dansk: En million fluer kan ikke tage fejl.

Prof. Jens Elo Rytter fandt på en useriøs undskyldning om, at ”ministrene skal kunne regne med embedsmændene, og at de burde have informeret statsministeren om, at der ikke var en lovhjemmel”. Rytter kan ikke se, at den magtarrogante statsminister burde have udvist interesse for en lovhjemmel i en sag, som ikke var ren rutine, men handlede om en beslutning af ”historisk indgribende karakter”.

Heller ikke Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus i statsforfatningsret, og juraprofessor Kristian Lauta fra Københavns Universitet, mente, at statsministeren havde brudt ministeransvarsloven.

Juraprofessor Lasse Lund Madsen fra Aarhus Universitet er den eneste ekspert, som tør gå imod strømmen ved at konkludere, at ”hvis han sad med sagen nu, ville han hælde til en domfældelse, idet små nuancer i en eventuel sag i Rigsretten ville blive afgørende for udfaldet”. Lasse Lund Madsen er således den eneste stemme i det juridiske parnas, der mener, at der kunne være grundlag for en rigsret.

Magtkampen mellem tilhængerne og modstanderne af, at statsministeren stilles for en rigsret, handler i vid udstrækning om eksperternes uvildighed, og uvildighed er en mangelvare her i landet. Forklaringen er, at Danmark er et lillebitte land, hvor alle kender alle, hvor alle mødes til fætter-kusine fester, og hvor det er umuligt at forhindre tætte personlige bånd mellem politikerne, embedsapparatet, juridiske eksperter, medierne og erhvervslivet. Og tætte bånd er blot et pænt ord for det, vi kalder korruption i andre lande.

Det seneste eksempel på de tætte bånd er den politisk håndplukkede bestyrelse i regeringens nye superfond, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), der består af bl.a. Torben Möger Pedersen, Bo Foged og Martin Rossen. Superfondens bestyrelse kritiseres (bl.a. af Transparency International) for at være inhabil, idet man har en mistanke om, at den kan tænkes at favorisere ansøgere om statslig finansiering til grønne projekter, som den har tætte bånd til. Ifølge Transparency International kan der i superfonden nemt opstå ”kasketforvirring”, når staten aflønner en bestyrelse for at varetage interesser, der involverer mulige ansøgere som f.eks. Vestas og Copenhagen Infrastructure Partners, som den også aflønnes af.

Som nævnt før er det i Danmark umuligt at forhindre tætte personlige, politiske og pekuniære bånd mellem embedsapparatet, politikerne, juridiske eksperter, medierne og erhvervslivet. Det skulle derfor ikke undre os, om det på et tidspunkt vil komme frem, at der lå andre forhold end ren jura bag de juridiske eksperters forsvar af Mette Frederiksen.

André Rossmann

Taget herfra

Sandheden er jo ilde hørt

3 Kommentarer

  1. SLAGTNINGEN AF 17 MILLIONER MINK VAR USAGLIG, OG EN KÆMPEBRØLER.. MEN MÅSKE BARE STARTEN PÅ AT RUINERE STORE DELE AF ERHVERVSLIVET OG LANDBRUGET M.M...
    24. september 2022 ved 13:58

    Groft uagtsomt? Her tør advokaterne nok ikke sige
    lige ud hvad de virkelig mener. For er det ikke mere
    sandsynligt at at S, EL, R og SF var rørende enige
    om at mink-branchen bare skulle udslettes, nu hvor
    der var et godt påskud til det? Og Mette har tidligere
    været justitsminister. Kunne hun virkelig være uvidende
    om grundloven og reglerne for god embedsførelse? Og
    hvorfor havde hun så jap-travlt at hun ikke ville give
    15-20 minutter til at embedsmænd kunne sige noget om
    den højst unormale måde at befale og “lovgive” på? Var
    hun bange for indvendinger?

    Man kan også spørge, hvorfor stod K, V, DF og LA og
    journalisterne som umælende får, uden at spørge ind
    til hvad der var de egentlige grunde til at et helt
    erhverv skulle slagtes i eet hug? Med tab på mange
    milliarder kr. til skade for både 10.000 erhvervs-
    drivende og alle skatteydere osv.

  2. Endnu et pletskud af André Rossmann i 24NYT.
    (24NYT Danmarks førende oppositions avis (sammen med Den Korte Avis). Nyhedsaviser med kun en titusinde del ansatte i forhold til det antal statsbetalte ansatte, der er i regeringspressen 🙂 )

    Juraprofessorer er jo offentligt ansatte og lønnede. De er også politisk ansatte vha stillingbeskrivelsen og udvælgelsen.
    Professor ved Juridisk Institut ved Århus Universitets Business School Lasse Lund Madsen var åbenbart den eneste juraprofessor, der udtrykte en grad af enighed. Nu afdøde juraprofessor på Aarhus Universitet Ole Hasselbalch ville måske også have været enig med advokaterne fra Lund Elmer Sandager?
    Ville Mogens Glistrup også have været enig? Hans juridiske kandidateksamen var den på det tidspunkt tredjehøjeste nogensinde. Han var Danmarks første lektor i skatteret ved Københavns Universitet (1956-1963). Af politiske grunde kunne han nok aldrig være blevet professor?

    Rigsretssager er pr definition politiske. De rejses af et flertal af politikerne i folketinget. De bruges også politisk til at ramme politiske modstandere, som vi så det i rigsretssagen mod Inger Støjberg, som folketingsflertallet sendte i rigsretten, hvor hun blev idømt 60 dages fængsel, som hun afsonede i fodlænke.

  3. Har Professor Grønnegaard ytret sig, om NB´s udmærkede uvildige retlige vurdering?
    P.
    oBs: Magthavere hader uvildige undersøgelser/vurderinger.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.