“SVM-regeringen er klar med en ny ammestuehistorie”

Det skriver André Rossmann her

Taget herfra

Undersøgelser af vælgerne i Danmark viser, at store dele af vælgerkorpset er særdeles uvidende. Om helt basale faktuelle spørgsmål, som vælgerne ikke desto mindre har ganske stærke holdninger til. Eftersom den gennemsnitlige dansker ikke forstår de komplicerede politiske og økonomiske sammenhænge, foregår kommunikationen fra regeringen og medierne til befolkningen i form af infantile fortællinger.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev det sidste folketingsvalg med ordene om, at “tiderne er svære”, og at det er ”krisernes tid”. Ordet “krise” står også 22 gange i regeringsgrundlaget. Krisefortællingen var med andre ord SVM-regeringens begrundelse.

En krisefortælling er imidlertid ikke noget, man kan bruge til at vinde et folketingsvalg.  Regeringen har derfor vendt på en tallerken og er i færd med at markedsføre en ny infantil fortælling, der skal gøde jorden forud for det kommende folketingsvalg. Budskabet til hr. og fru Hakkebøf er: Det går ufattelig godt her i landet.

Danske vælgere skal altså bildes ind, at de store kriser er dampet af, og at udsigterne for Danmark er markant forbedret. Men er det sandt? Lad os zoome ind på de største uløste kriser, som det danske samfund står overfor:

Vækstkrisen

I en kronik i Politiken skrev statsminister Mette Frederiksen, forsvarsminister Troels Lund Poulsen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen op til 1. maj, at ”dansk økonomi er robust, sund og holdbar. Vi kan godt lade stå til for en stund. Stille os tilfredse med tidligere tiders beslutninger”. Og det er rigtigt, at på overfladen ser de økonomiske nøgletal i Danmark flotte ud. Men virkeligheden er, at vækstmæssigt er dansk økonomi gået i stå med det resultat, at danskernes velstand falder langsomt og støt. Man kan ikke pege på et eneste område i dansk økonomi, hvor det hele er ved at gå op i flammer, og det er netop det, der er problemet. Det er de længere udsigter, der er dybt bekymrende, for i dansk økonomi står det enten stille eller går den forkerte vej på en række centrale parametre. Læs mere her.

Forsvarskrisen

Efter Den Kolde Krigs afslutning har danske politikere valgt at ”høste fredsdividenden”, dvs. gennemføre besparelser på forsvarsområdet, der har resulteret i, at Danmark har et forsvar, der ligger i ruiner. Danske generaler og oberster taler derfor ikke om behovet for at styrke forsvaret, men om nødvendigheden for en “genopbygning” af forsvaret. Man genopbygger kun noget, der er styrtet totalt sammen, og det er, der er sket med det danske forsvar. Facit er, at dansk forsvar er i så ringe stand, at Danmark hverken kan forsvare sig selv eller fungere som en troværdig NATO-partner. Læs mere her.

Energikrisen

Politikernes massive og hovedløse satsning på grøn energi har betydet, at den tidligere stabile energiforsyning har måttet vige for ”klimakampen”. Politikerne har gennemført en hasarderet og forceret grøn omstilling og lukket for fossile energikilder uden at sikre en alternativ stabil og billig energiforsyning. Resultatet er nu en selvskabt energikrise, der har anbragt danske virksomheder og husholdninger i en katastrofal situation. Med politikernes landsskadelige forvaltning af Danmarks energiforsyning er der således lagt op til, at Danmark i mange år fremover vil slås med meget høje priser på gas, olie og el. Læs mere her.

Sundhedskrisen

Sundhedsøkonomerne siger, at de aktuelle problemer i det offentlige sundhedsvæsen kun er toppen af isbjerget, og at det bliver meget værre i de kommende år, hvor antallet af ældre og syge vokser kraftigt. Problemerne står i kø på sygehuse over hele landet. Politikernes løfter om at løse dem er ikke indfriet. Der er afsat millioner af kroner og lavet store handleplaner i regionerne, men de grundlæggende årsager til krisen er ikke løst og bliver det heller ikke. De magtfulde regioner og sygehusmafiaen sidder nemlig tungt på sygehusmonopolet og afviser ethvert forsøg på at effektivisere det, fordi de har en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på private hospitaler og klinikker. Af ideologiske og økonomiske årsager forhindrer regionerne derfor en udvikling, hvor de får konkurrence fra private udbydere. Læs mere her.

Krisen i ældreplejen

Danskerne bliver ved med at få grufulde beretninger om forholdene på landets plejehjem, fordi ældreomsorgen i Danmark er en social skraldespand for klienter, som jobcentrene ikke kan finde andet arbejde til: nydanskere, arbejdsløse, langtidssygemeldte og indvandrerkvinder. Kombinationen af få økonomiske ressourcer, lav faglighed, højt arbejdspres, kronisk over- og merarbejde, vikarer og en ikke-nærværende ledelse skaber en umenneskelig, afstumpet og forrået systemkultur, hvor sårbare mennesker behandles med hjerteløshed og uanstændighed. Læs mere her.

Uddannelseskrisen

Den offentlige folkeskole er i krise. Folkeskolelærernes faglighed og elevernes uddannelsesniveau fortsætter med at falde. Eleverne siver til frie grundskoler, fordi danskerne ikke længere har tillid til folkeskolen. Lærerne vælger folkeskolen fra. Inklusionen ødelægger miljøet i klasserne. Da folkeskolen er første led i den uddannelsesmæssige fødekæde, kan konsekvenserne af den katastrofale tilstand i folkeskolen tydeligt ses i resten af uddannelsessystemet. Læs mere her.

Politikerne har bestemt, at så mange som muligt skal gennem gymnasiernes skattefinansierede pølsemaskine, for naturligvis er det sådan, at ethvert ungt menneske har potentiale til at blive en cand.polit. Men virkeligheden er, at ca. 40 pct. af landets gymnasieelever enten falder fra undervejs, ikke bruger uddannelsen eller dobbeltuddanner sig ved f.eks. at starte på en erhvervsuddannelse.Med andre ord: Flere og flere unge mennesker slæber sig gennem tre gymnasieår uden at få noget som helst ud af det. Læs mere her.

De danske masseuniversiteter er store og alt-og-enhver-optagende. Ifølge eksperter bør 80 pct. af de unge, der kommer fra gymnasiet, ikke optages på universiteterne. Den store tilgang af uegnede studerende har skabt en uddannelsesboble, der drives af den udbredte opfattelse af, at mere og mere middelmådig uddannelse er udtryk for velfærdsstatens succes. Læs mere her.

SVM-regeringens propagandaapparat arbejder på fuldt tryk for at bilde danskerne ind, at de går en strålende fremtid i møde. Bl.a. fordi Finansministeriet snart vil øge det økonomiske råderum med ca. 10 mia. kr., så politikerne kan pumpe endnu flere penge i den samspilsramte velfærdsstat.

Men sandheden er, at danskernes forventningerne til velfærdens kvalitet ikke kan indfris med flere penge, kun med gennemgribende, strukturelle reformer. Men det er der ikke politisk vilje til. Politikerne vil ganske enkelt ikke gennemføre ægte reformer af frygt for, at det vil koste dem popularitet og stemmer ved næste valg. Hertil kommer, at magtfulde økonomiske særinteresser modarbejder ægte reformer, der truer deres velerhvervede privilegier. Og derfor kan velfærdsstaten ikke undgå at dø en langsom og smertefuld død.

André Rossmann

Taget herfra

1 Kommentar

  1. Demokrati kræver ikke nogen eksamen. Det er nok godt. Det vigtige er efter min mening at vi kan komme af med de politikere, vi som vælgere selv har valgt. Hvad er alternativet? Winston Churchill er citeret for dette rammende udsagn: “Det bedste argument imod demokrati er en fem minutters samtale med den gennemsnitlige vælger” 🙂

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.