Ikke uventet er det selvfølgelig vores egen skyld. For det første har politikerne og medierne forbudt at få den virkelige årsag frem, det er selvfølgelig krigen i Irak og Afghanistan, holdningen til palæstinenserne og inaktiviteten overfor Israel og ikke at dødskulten hjernevasker unge suggererbare mennesker. På den måde undgår regeringerne også at gøre det der virkelig skal til (mao at vi underkaster os islam).
Dernæst er det selvfølgelig globaliseringen som påvirker folks liv på trods af nationale barrierer (men forfatteren skriver ikke at det så må være disse landes skrøbelige kulturer der ikke kan modstå den vestliges enorme tiltrækning).
At det ofte er veluddannede unge mænd med gode fremtidsudsigter, der bliver terrorister, skal heller ikke forbavse os, det er vi også skyld i ved at udsætte dem for masse-immigration med deraf følgende shock på grund af modsætningerne de oplever, specielt ved at komme fra samfund de er majoriteter i til nu at blive stigmatiserede minoriteter. Så fortsætter artiklen med at skrive at det alligevel er fattigdom og diskrimination der er årsager til bandeuvæsen, forbrydelser, stoffer og alkohol.
Så skriver han, at det også skyldes destruktionen af alternative ideologier for socialt håb – mao begræder han kommunismens fald.
Med andre ord – de stakkels ofre er helt uskyldige, og selvom de har fået en fin uddannelse forærende, ja så er de fattige og marginaliserede næsten med en selvklar ret til at blive terrorister og hævne sig på det uretfærdige samfund, der har taget imod dem og gjort dem til borgere. Nej det ville have været anderledes, hvis vi havde haft jerntæppet og Østblokken endnu.
Jeg synes, du lægger ham en hel del ord i munden, som ikke passer med, hvad han egentlig skriver.
For det første så skriver han jo ikke, at det er “vores” skyld, at der foregår en stor migration – selv om det selvfølgelig er nemmere at forstå, når man inkluderer et skyldselement (nu refererer jeg til din argumentation, som må gå “han mener ikke, at det kun er imamernes skyld, ergo må han mene, at det er vores skyld”).
På samme måde fritager han vel heller ikke imamerne for skyld, men siger at det er for nem en strategi KUN at skyde skylden på dem. Så kan man netop fritage sig selv for ansvar og slippe for at selvransagelse. Til gengæld har fremprovokering af angst altid været en nem måde at score stemmer på – bare tænk på Nyrups skræmmekampagne imod højrefløjen i slutningen af 90’erne.
Desuden er tanken om det desillusionerende ved de store, politiske ideologiers fald ikke en speciel kommunistisk (eller ny) tanke. Og det, at man nævner den, behøver da ved Gud ikke at være udtryk for, at man “begræder Sovjets fald”. Det er da for eksempel en gammelkendt forklaring på no-future-generationens udbredelse i 1980’erne (læs: efter hippiernes projekt kuldsejlede), og jeg har også set den brugt til at forklare den religiøse revival, man ser mange steder i dag. Her hentyder jeg ikke kun til Islam, men også til kristendommen og alt det alternative hokus-pokus som folk tilsyneladende ikke kan få nok af i dag.
Og sidst: jeg kunne godt tænke mig, at se dig uddybe den bemærkning omkring landenes “skrøbelige kulturer”… Mener du, at hvis en kultur ikke kan holde stand imod en anden, så er den pr. definition mindreværdig? Hvad siger det så om det amerikaniserede Danmark? Og hvad hvis dit skrækscenarie blev virkelighed, og Islam blev den bærende kultur i vesten – er det så ikke bare (ifølge din logik) en naturlig konsekvens af, at Islam er vesten kulturelt overlegen?
Eftersom det står i den venstreorienterede avis Guardin, mener han kommunismens fald. Og nej – islamisterne stræber efter at få megt med terror og demografi.
Selvfølgelig mener han først og fremmest kommunismens fald, men det er da ikke ensbetydende med, at han begræder det?
Det han mener er vel, at mange (specielt unge) mennesker har brug for at kunne tro på en overordnet strategi for verden. Et håb for fremtiden, og en aktiv måde at deltage i kampen.
I 1800-tallet kunne man deltage i kampen for de borgerlige rettigheder, i 1870’erne kunne man deltage i det moderne gennembrud. Liberalismen har fungeret som et tilsvarende projekt for mange, ligesom man i 1970’erne troede på flower-power og den slags. Sideløbende har mange kastet sig over religionen som vejen til lykken.
Men omkring 1980’erne opstod den situation, at de fleste af den slags store (specielt politiske) projekter var døde eller havde vist sig ret problematiske, og mange måtte indse, at vejen til et gennem-lykkeligt samfund var ikke-eksisterende. Derfor taler man om, at vi i vesten i dag lever i en desillusioneret verden uden megen tro på noget som helst andet end os selv. Nogen resignerer mens andre kan ikke klare at leve med håbløshed og meningsløshed som grundfaktor, og hvor de i 1970’erne måske nok ville have kastet sig ud i et kommunistisk projekt, så bliver de idag for eksempel tree-huggers eller muslimer.
Dette er ikke mine tanker, men en oversimplificeret udgave af tanker, som mange sociologer tidligere har givet udtryk for. Folk mangler overordnede projekter i dag. At konstatere det, er ikke det samme som at sige, at man savner kommunismen.
Marie så prøv at kigge lidt på the Guardian, så vil du se de ikke alene savner kommunismen – men nogle ovenikøbet stalinismen.
The Guardian er, som jeg ofte har påpeget, Kamel Qureshis yndlingsavis.
Nu forholder jeg mig til teksten – ikke til avisen. Jeg ville også nødigt dømmes ud fra, at mit domæne er Hodjas blog.
Desuden – hvis du læser alle deres tekster på den måde, så kan du vel læse kommunisme ind alle steder, du har lyst til.