“USA har noget at fortælle europæerne”

Det skriver Hans Rustad her: ” Hver eneste dag bliver vi fodret med Trump-had.” og “Det farlige for Europa er, at eliten har styret kontinentet så dårligt, at folk ikke forstår, at USA er ved at trække fra. Folk får at vide, at Europa står for den overlegne kultur i forhold til de vulgære amerikanere. Men i virkeligheden er det vi, der synker.”

Taget herfra

For at forstå, hvad USA er, må vi først forstå os selv. Men Vesteuropa er ude af stand til at forstå de amerikanske patrioter. Vesteuropæiske socialister hader det frihedselskende USA. De Forenede Stater blev nemlig grundlagt på det modsatte af socialisme: individualisme og »One Nation under God«.

Aldrig i nyere tid har modsætningerne i Vesten været større.

I Skandinavien forstår folk ikke, hvor dybe modsætningerne er, og hvor farlige de er ved at blive. Hver eneste dag bliver vi fodret med Trump-had.

Dette har mainstream-medierne holdt på med i ti år, og det har forvandlet folks virkelighedsbillede og gjort dem modtagelige for en totalitær udvikling.

Ingen af dem vil dokumentere, hvad der sker med os; de sørger effektivt for at blokere selvindsigt og selvkritik, som er forudsætningen for ethvert levende samfund. Derfor mærker folk ikke, at vi bevæger os i retning af det totalitære.

Document forsøger at være modkraften.

Alder er blevet en værdi, de ikke kan tage fra os. Den, der har levet og oplevet, besidder noget ufravigeligt: Vi husker, hvordan det var. Vi kan sammenligne. Svaret fylder mange med modløshed. Udviklingen går den forkerte vej, og de ser kun lidt håb. Medierne sørger for at tilsløre eller fordreje de lyspunkter, der trods alt findes.

I stedet for »gennemstrømning« har vi en politik baseret på forestillingen om, at lignende søger lignende. Medierne opererer med et ekstremt ven-fjende-billede. De anbefaler politikere herhjemme og i udlandet og truer borgerne med, at det vil gå dem ilde, hvis ikke de formodentlig rette personer vinder.

Det så vi ved det seneste valg i Norge. Der er kommet noget dybt udemokratisk ind i politikken. Medierne og venstrefløjen skaber en fortælling, der handler om moralsk overlegenhed. Hvis du ikke stemmer på dem, er du et dårligt menneske.

De har et kortspil, der udelukkende består af trumfkort: racisme og islamofobi. De er selvforklarende og absolutte.

Men hvis ét parti i politikken har definitionsmagten, og det andet er magtesløst, har vi ikke længere noget demokrati.

Trump har haft denne funktion i Vesteuropa de sidste ti år. Han har været den, der har sat dagsordenen.

Fortæl mig, hvad du mener om Trump, så skal jeg fortælle dig, hvem du er.

Det farlige for Europa er, at eliten har styret kontinentet så dårligt, at folk ikke forstår, at USA er ved at trække fra. Folk får at vide, at Europa står for den overlegne kultur i forhold til de vulgære amerikanere. Men i virkeligheden er det vi, der synker.

Takket være Trump og MAGA har amerikanerne afvist den »woke«-ideologi. De så Obamas vanvid og magtmisbrug. De så, at et engang liberalt medie som New York Times stivnede ideologisk. NYT blev bannerførere for en ideologi med stærke inslag af marxisme. Woke ser verden gennem ideologiske briller og insisterer på at gøre alt ens.

Det er kommunismens kendetegn: Nøgleordet er equity: Det betyder lighed i resultater. Svaret på det mangfoldige samfund er at udjævne alt til det mindste fælles multiplum. Socialister hader kvalitet og kompetence. Vi kender denne betydning af lighed fra både den franske og den russiske revolution. Det ender altid i vold.

Demokraterne er rykket mod venstre. Nu vinder kandidater, der er åbent antiamerikanske og antikapitalistiske.

Trump siger, at USA aldrig har stået over for en større fare.

I de store byer, der styres af Demokraterne, har befolkningsudskiftningen og økonomien skabt grobund for en radikalisme, som Amerika næppe nogensinde har set mage til.

Den europæiske elite bliver offer for sin egen forudindtagethed og drages mod New Yorks borgmester Mamdani. De formår ikke at se dem, der står bag ham, og hvad Mamdani står for: jødehad og had mod de rige. I stedet lokker de med gratisydelser: gratis offentlig transport, gratis børnehaver, subsidieret husleje. »Spis de rige!«

Og de ressourcestærke og velstående flygter.

Det samme sker overalt i USA. Folk flytter fra blå delstater til røde. Heller ikke dette hører vi noget om, for det er den »forkerte« vej.

Under den kolde krig var dette et af de uimodsigelige argumenter mod venstrefløjen: Hvorfor flygter folk kun én vej – fra øst mod vest?

Muren gennem Tyskland var et bevis på socialismens nederlag.

Men denne gang vil den europæiske elite ikke vide, hvorfor amerikanerne flygter fra demokratisk styrede delstater. Hvis deres ideologi og samfundsmodel havde været så overlegen, som de selv hævder, burde der i det mindste have været en lille strøm den anden vej. Men det er der ikke.

Folk stemmer »med fødderne«.

Den progressive fløj reagerer med en indre radikalisering på, at virkeligheden modsiger dem: Når en kandidat med en SS-tatovering kan blive valgt i Maine, med støtte fra Elisabeth Warren og Bernie Sanders, er der noget alvorligt galt. Efter alle tegn at dømme var Graham Platner en kandidat fra helvede. Men han blev valgt.

Jack Schlossberg stillede op i New York. Han er en Kennedy, søn af Caroline Kennedy – smuk, veluddannet, rig og har alt. Men han nåede ikke i mål. Han turde ikke fløjte med ulvene. Han kunne have sagt ét ord og dermed vundet: Palæstina.

Andre har ingen problemer med det. En dæmning brast efter den 7. oktober 2023, og det begyndte før israelerne indledte deres modangreb. Siden da er det bare eskaleret.

Skandinaverne er med i denne strøm, og fordi politik er blevet en moralsk certificeringsprøve, forstår vi ikke, hvad der sker. Vi har jo bestået! Vi europæere er jo civilisationens højeste niveau! Langt over skiderikker som Trump, JD Vance og Elon Musk.

Narcissisme er ikke noget godt udgangspunkt for politik.

Sådan var det i Tyskland i mellemkrigstiden og i Sovjetunionen. Hvis politikken kun går én vej, ændrer den karakter. Kun borgernes dyd og civil courage kan forhindre det.

I USA blev galskaben så stor, at vinden vendte.

Det skyldtes, at Demokraternes og den dybe stats forsøg på at standse Trump blev for tydelige. Hvis man skal lykkes med en løgn, skal den have et skær af troværdighed. I USA var der for mange begivenheder, der rev den i stykker. Ikke mindst mediernes egne prognoser: De lovede, at Trump var en russisk påvirker, at han vandt takket være Putin i 2016. Forsøget på at afsløre ham fortsatte, efter at han var blevet indsat. Et medlem af Repræsentanternes Hus som Adam Schiff (CA) sagde, at han havde set beviserne bag lukkede døre. At det blot var et spørgsmål om tid, før de ville blive kendt. Men da specialanklager Bob Mueller fremlagde sin rapport efter 22 måneder og med ubegrænsede ressourcer, uden at have fundet noget som helst, begyndte folk at undre sig. Spændingen var så høj, at folk kunne høre den briste.

Oven i det hele viste det sig, at Mueller allerede havde begyndende demens, da han fik opgaven. Hans optræden i Kongressen blev pinlig.

Denne dynamik blev endnu tydeligere, da Biden stillede op. Først var der spørgsmålet om, hvorvidt resultatet var manipuleret. Hvem kunne tro, at denne skygge af en falmet politiker kunne have fået langt flere stemmer end Obama og Trump? Men orkestret, dvs. medierne, fortsatte med at spille – og overdøvede alle de pinlige episoder, der udspillede sig for fuld offentlighed: at der var tale om snublen både med benene og tungen. Først under debatten mod Trump den 28. juni 2024 faldt masken, og sandheden i al sin barske grusomhed blev åbenbar for hele verden.

Det var et sandhedens øjeblik, ikke kun for Demokraterne, men for det politiske etablissement i Washington og for den del af verdenspressen, der havde holdt Biden oppe.

Så kom historien om autopen-præsidenten: Det var ikke Biden, der havde underskrevet de eksekutivordrer og alle benådningerne. Underskriften var foretaget ved hjælp af autopen.

Det var prikken over i’et. Det hele havde været et skuespil!

Det amerikanske folk var blevet bedraget.

De huskede og forstod: Nogle havde aftalt det og sat en senil mand i verdens mest magtfulde embede, som straks indledte en radikal politik: åbning af grænserne og aktiv transport af ulovlige migranter dybt ind i USA med natlige flyvninger.

Denne ødelæggelse ovenfra byggede på et års nedlukning under pandemien og den efterfølgende tvangsvaccinering. Afsløringerne af Anthony Faucis samarbejde med kineserne om udviklingen af covid-19-virussen fortsætter stadig med at komme frem. Det samme gælder censuren og forfølgelsen af dem, der modsatte sig smitteregimet. Det er netop kommet frem, at CIA jagede »vaccinemodstandere«.

Alle afsløringerne af mobiliseringen af statens magt mod borgerne vækker reaktioner. Amerikanerne ønsker ikke at leve i et diktatur. Al volden i sommeren 2020 var en øjenåbner.

Magt vs. styrke

Demokraterne, medierne og efterretningstjenesterne har magt, men de har ikke styrke. Styrken får politikerne fra folket, og det var denne styrke, der lagde grundlaget for, at Trump kunne gøre tidernes comeback.

Ser man på stemmetallene for 2020, er det tydeligt, at der var noget alvorligt galt med det valg.

Det er fristende at citere Martin Luther King jr.: The arc of history bends toward justice. (Historiens bane peger mod retfærdighed.)

Dette har altid været socialisternes overbevisning, og det er dem, der skal skabe retfærdigheden. De føler sig kaldet til det. Dette var Obamas opgave: at forvandle Amerika.

Men den vigtigste brik i ligningen mangler: Gud.

Hvis mennesker tror, at de på egen hånd kan skabe en retfærdig verden, bliver resultatet det modsatte.

Dette har at gøre med menneskets natur. Socialisterne vil ikke høre tale om det. De står i en tradition fra Jean-Jacques Rousseau, der siger, at mennesker er født frie og uden skyld.

Men forfatningsfædrene vidste noget andet: Mennesket er «flawed» fra undfangelsen: et syndigt væsen. Hvis lovgiveren antager, at mennesket kan regulere sig selv, hvis det får chancen, bliver resultatet anarki.

Sloganerne Defund the police og Abolish ICE symboliserer denne utopiske tankegang. Amerikanerne ser, hvad de ser: mennesker, der bliver røvet og dræbt på åben gade.

De europæiske medier vil naturligvis ikke skrive om det, for det samme sker her, og i endnu større omfang.

Modstandsdygtighed

Forskellene mellem USA og Europa stikker dybt, og det er disse, der nu kommer til udtryk:

Samfundene er udsat for en stor stresstest, der afslører, om der stadig er nogen modstandsdygtighed tilbage. Amerikanerne viste sig at have det, da Trump trådte frem.

Han genopliver det, der var forfatningsfædrenes geniale tanke: at frihed er noget, der udspiller sig i samfundet. Derfor skal samfundet reguleres, så de stærke ikke misbruger deres magt, og så de grundlæggende rettigheder – ejendomsret, trosfrihed, ytringsfrihed og retten til selvforsvar – bliver respekteret. Det sker gennem princippet om magtadskillelse – den lovgivende og bevillingsgivende, den dømmende og den udøvende magt. Med pressen som den fjerde magt, men den skal være uafhængig.

På trods af dette tætmaskede net er friheden blevet undergravet indefra.

Den amerikanske højesteret afsagde for nylig en kendelse, der stadfæstede nyfødtes ret til at blive amerikanske statsborgere, uanset hvor midlertidig og løs tilknytningen til USA måtte være. Statsborgerskab giver visse rettigheder, og en af dem er stemmeret. Kina spekulerer bevidst i at «producere» kinesere, der har amerikansk statsborgerskab. En rig kineser har hundrede surrogatbørn, der er »amerikanere«. Kina kan afgøre valg med sine »amerikanere«. Alligevel lukkede Højesteret øjnene og afviste Trumps forslag om at afskaffe den automatiske ret til statsborgerskab. To dommere, der regnes for at være konservative – John Roberts og Amy Coney Barrett – sluttede sig til de progressive.

I Europa er man for de liberale og maler Trumps USA i de mørkeste farver.

De behøver dog blot at kaste et blik ud af vinduet for at se, hvem der har ret.

Men de progressive ser gennem ideologiske briller og propagerer snarere for at indføre konformitet ved hjælp af censur og overvågning.

Tom Wolfe sagde engang, at fascisme er noget, der opstår i USA og slår ned i Europa. Vi ser nu tegn på denne genoplivning af de mørkeste sider af Europas historie.

Ifølge Nietzsche: Hvis du stirrer ned i afgrunden, vil afgrunden før eller senere stirre tilbage på dig.

Det er der, vi befinder os, og i Europa er faren for borgerkrig større end i USA.

Donald Rumsfeld kaldte det »Old Europe«. USA er Den Nye Verden.

I anledning 250-årsjubilæet har USA meget at fejre. Der lurer alvorlige trusler og farer inden for murene, men intet land kommer i nærheden af den borgerånd, civic culture og oplysning, som findes i USA.

Victor Davis Hanson er et helt universitet i sig selv.

Taget herfra