“Vores affaldssortering er ret molboagtig – robotter kan gøre det nemmere, billigere og mere effektivt” + en anden artikel om samme

Mon ikke næsten ALLE i Danmark forbander den uduelige klima-hystade Dan Jørgensen, der fik gennemført at alle danskere skal opdele affaldet i 117 beholdere ( sådan føles det), når andre lande allerede dengang var smarte og lod maskiner sortere.

Jonna Vejrup Carlsen her

Taget herfra

Den danske miljøminister mener tilsyneladende ikke, at der er grund til at ændre den nuværende danske affaldssorteringsordning, selv om den er unødigt dyr og besværlig.

Han bør dog undersøge det igen – noget kunne tyde på, at man kan spare 1,5 mia. kr. årligt af skatteborgernes penge.

De fleste danskere kan ikke se fornuften i at skulle bruge så meget tid på at sortere affald i 10 forskellige affaldsspande og -containere, der fylder i gader og stræder, i haver og indkørsler.

Der er ikke plads til 10 affaldsspande i et køkken, men kun til to – en biospand og en spand til restaffald. Hvor der er en nedfaldsskakt, ryger det meste ned i den i stedet for, at man går i kælder eller på gaden og sorterer. Der skal også være tid til at arbejde!

Lad robotter sortere, som man længe har gjort i Norge.

Det ville betyde bedre og sikrere sortering, færre ansatte og mindre bøvl for alle os danskere, der faktisk har svært ved i dag at sortere korrekt. Der er fx et lille stykke papir på en banan, der skal fjernes, der er reklame på indpakningen – en blanding af papir og plastik osv. Selv miljøministeren må have svært ved at overholde reglerne.

Og så smider vi danskere stadig affald i naturen. På en uge i april samlede affaldsindsamlere ca. 80 ton skrald i den danske natur – for slet ikke at tale om industriaffald, som man også finder i naturen. Man kunne lære af Singapore, hvor bøderne er så høje, at ingen tør smide et stykke papir på gaden.

En stor del af dansk brugt tøj ender i Chiles Atacama-ørken. Stedet er kendt som en tøjkirkegård, hvor tekstilaffald, nyt og gammelt tøj, bliver dumpet. Mængden af tøj i ørkenen vokser stadig. Man regnede med, at det ville forsvinde i ørkenens sand, men de 150.000 ton tøj, der bliver tilføjet hvert år, bliver gemt og glemt i sandet, og tøj er jo ikke kun ren bomuld og uld men med mange kunstige stoffer, der kan forgifte området.

Nu er EU endelig begyndt at kigge på affaldet – og vil bruge penge til bedre indsamling, sortering og genanvendelse. EU burde derfor kigge til Norge og andre lande, der sorterer med robotter. Det er jo også et klimaproblem, da tekstilindustrien står for 2-8% af de globale CO2 udledninger – så de årlige 7 mio. ton tekstilaffald i EU er et stort problem.

Hvorfor har nogle politikere svært ved at indrømme, at de tog fejl og vil ændre beslutninger og ikke fungerende love. Tidligere statsminister Jens Otto Krag gjorde det i fuld offentlighed i 1967 i et interview, hvor han sagde de berømte ord: Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jens Otto Krag var dansk statsminister 1962-68 og 1971-72. De fleste mennesker skifter mening i livet – og bliver klogere. Det giver kun respekt at erkende en forkert beslutning – og lad os så komme videre.

Vi skal bruge robotter til affaldssortering. Flere lande som Norge, Holland og Finland – og USA har allerede investeret i robot-systemer, der bruger AI til at sortere affald. Danmark burde være med og ikke halte bagefter. Der er ingen grund til, at hver enkelt af os skal bøvle rundt med en omstændelig sortering.

Når miljøministeren og andre holder fast i den individuelle sortering, så bygger det på den antagelse, at vi stort set aller følger reglerne til punkt og prikke. Men det gør vi ikke. Undersøgelser viser for eksempel, at det i København er under halvdelen, der sorterer deres affald.

Faktisk kan vi udnytte nutidens teknologi til at få en stor del af affaldets værdi tilbage samtidig med, at vi skåner miljøet og de mennesker, der i dag sorterer manuelt. Der tales om værdier på 5 mia. kr., der hvert år tabes ved forkert behandling af affald.

Dansk Teknologisk Institut arbejder med robotteknologi, og projektleder Nils H. Nielsson mener, at stigende befolkningstal og høje vækstrater globalt resulterer i en stadig mere alvorlig udfordring med at skaffe tilstrækkelige ressourcer og energi samtidig med at verdens affaldsmængde øges kraftigt. Der er således et stort samfundsmæssigt behov for en effektiv ressourceudnyttelse af affald.

I Danmark er vi dygtige til mange ting, og på affaldsområdet kunne vi også være i spidsen. På Teknologisk Institut arbejder man med nutidens teknologi og robotter, der med supersanser kan sortere affald til genbrug. I stedet forlanger politikere, at gamle, handicappede og hårdtarbejdende mennesker skal bruge tid og kræfter på at sortere i 10 forskellige spande. Det er en molbohistorie, der skal skrives om. Spørg Teknologisk Institut, hvor man netop arbejder med robotteknologi.

Potentialet er at finde genanvendelige ressourcer for milliarder, vurderer Teknologisk Institut.

Taget herfra

Som sædvanligt vil de inkompetente danske politikere hellere brække en arm end at indrømme at de har taget fejl og påført danskere helt unødvendigt arbejde og pladsproblemer …

“Ny rapport: Affaldssortering er dyr for borgerne og samfundet – central sortering er billigere og bedre”

Det skriver Lars Kaaber her

Taget herfra

Affaldssortering er en hverdagspligt for danskerne.

Men en ny samfundsøkonomisk analyse viser, at indsatsen med skraldespande i alle størrelser og farver er en dyr affære med beskeden klimaeffekt. Du betaler med din tid og din plads. Klimaeffekten koster op mod 80 gange så meget som andre tiltag.

Økonomen Jonas Herby konkluderer, at central sortering er både billigere og bedre.

Ifølge analysen, der er udgivet af foreningen 1spand.nu, ville Danmark kunne spare knap 1,5 milliarder kroner hvert år ved at lade være med at få borgerne til at sortere affald i hjemmet og i stedet overlade opgaven til automatiserede anlæg.

Den største gevinst? Den tid og plads, danskerne i dag bruger på at bakse med skraldet.

Tager man den tid, det tager at skylle yoghurtbægre, skelne mellem pap og papir og bære affald ned i de rigtige beholdere, og omsætter den til økonomiske værdier, løber det op i over 1,1 milliard kroner. Hertil kommer omkring 100 millioner kroner i pladsomkostninger – både inde i køkkenet og ude i carporten.

Klimafordelen er minimal – og dyr
Men hvad med miljøet? Herby har regnet på, hvad det koster at fjerne ét ton CO₂ via kildesortering. Svaret er opsigtsvækkende: 37.000 kroner pr. ton – hvis man altså medregner den tid og plads, borgerne bruger. Selv uden de poster er prisen stadig 3.800 kroner.

Til sammenligning koster det omkring 500 kroner pr. ton at købe sig til den samme reduktion gennem EU’s CO₂-kvotesystem. Kildesortering er altså en ekstremt dyr måde at gøre en lille forskel på – over 70 gange så dyr i visse tilfælde.

Data fra analysen

• Samfundsøkonomisk besparelse ved central sortering: 1,5 mia. kr. årligt
• CO₂-skyggepris ved kildesortering: op til 37.000 kr./ton (EU’s kvotepris for CO₂: ca. 500 kr./ton)
• Gennemsnitlig tidsomkostning pr. husstand: 1.141 kr./år
• Genanvendelsesniveau: mindst lige så højt ved central sortering som ved kildesortering
• Kilde: Samfundsoekonomisk-analyse-af-kildesortering-05-06-2025-1.pdf

Central sortering: Samme miljøeffekt – bare billigere
Ifølge analysen får man stort set samme klimaeffekt og genanvendelse ved central sortering.

Teknologien i dag er så effektiv, at robotter og maskiner kan sortere affaldet lige så godt – og nogle gange bedre – end borgerne selv. Faktisk viser tal fra Rambøll, at central sortering af plast fører til højere genanvendelsesprocent end kildesortering.

Miljøstyrelsen har tidligere peget på, at central sortering giver de bedste miljøeffekter blandt de scenarier, de har undersøgt. Alligevel foretrækker de fleste kommuner, at borgerne selv står for sorteringen – med ekstra beholdere, øget administration og højere afhentningsomkostninger til følge.

Et grønt ritual uden reel gevinst
Hvorfor holder vi så fast i kildesorteringen? Analysen foreslår, at svaret ligger i noget så menneskeligt som signalværdi. Vi vil gerne vise, at vi gør noget godt – også selvom det i praksis gør minimal forskel for klimaet og koster dyrt.

Men som Herby pointerer: Når to metoder giver samme miljøeffekt, bør man vælge den billigste. Især når den dyre løsning beslaglægger både borgernes tid og offentlige midler, som kunne bruges langt bedre andre steder i klimapolitikken.

…

Taget herfra