Wash rinse repeat

Sjovnalisternes 4-stadies ritual ved muslimske terrorangreb

The first of these is the “let’s not jump to conclusions” stage in which reporters take great pains not to assume that the attacker is a Muslim just because his name happens to be Abdul or Muhammad or even because he yelled “Allahu Akbar” moments before his killing spree began. 

Then, when it turns out that he is a Muslim, reporters wonder if his religious affiliation might have been incidental to the attack—which it rarely ever is. In the second stage, the shortest of the four, reporters actually acknowledge the attack and its motive before quickly moving on to the third stage.

I’ll call this the “Muslims fear backlash” stage, and it’s characterized by stories about hijab-snatchings (that usually turn out to be hoaxes) or Muslims getting dirty looks in the street. It isn’t even necessary to find any actual incidents of backlash after an attack because the fear of a backlash, not the backlash itself, is the real story. 

The fourth and final stage is when reporters begin to ask how the right-wing might “exploit” the story. This serves as a warning that taking action to stave off civilizational demise is somehow letting the terrorists win.

1 Kommentar

  1. Oversat Da vi alle ikke kan forstå engelsk:
    —————————————-
    Den første af disse er “lad os ikke springe til konklusioner” -fasen, hvor journalister gør sig store anstrengelser for ikke at antage, at angriberen er en muslim, bare fordi hans navn tilfældigvis er Abdul eller Muhammad eller endda fordi han råbte “Allahu Akbar” øjeblikke før hans drabstog begyndte.

    Når det så viser sig, at han er muslim, spekulerer journalister på, om hans religiøse tilhørsforhold måske har været en følge af angrebet – hvilket det sjældent nogensinde er. I anden fase, den korteste af de fire, anerkender journalister faktisk angrebet og dets motiv, før de hurtigt går videre til tredje etape.

    Jeg vil kalde dette stadiet “muslimer frygter modreaktion”, og det er kendetegnet ved historier om hijab-snapper (der normalt viser sig at være hoaxes) eller muslimer, der får beskidte blikke på gaden. Det er ikke engang nødvendigt at finde nogen reelle hændelser med tilbageslag efter et angreb, fordi frygten for en modreaktion, ikke selve modreaktionen, er den virkelige historie.

    Den fjerde og sidste fase er, når journalister begynder at spørge, hvordan højreorienteret kan “udnytte” historien. Dette fungerer som en advarsel om, at handling for at afværge civiliserede dødsfald på en eller anden måde lader terroristerne vinde.
    —————————————-
    Mere klart kan det ikke siges, selv almindelige mennesker bør fatte det, hvis de ikke hænger formeget i bremsen.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.