“Derfor har de kun foragt for danskerne”

Det skriver André Rossmann om i en leder her om den manglende konsekvens af at behandle muslimsk vold anderledes : “Ved at bøje sig for muslimerne sender det danske majoritetssamfund det signal, at danskerne er et fejt og konfliktsky folk uden stolthed og selvrespekt.”

Taget herfra

For nylig har det københavnske boligområde Tingbjerg oplevet optøjer og voldsomme scener. Utilpassede unge (vi gætter på, at de fleste var muslimer, eftersom Tingbjerg er et af de mest muslimtunge områder i København) har sat ild til affaldscontainere, en bil og et fælleshus.

Eftersom politi og brandvæsen blev mødt med stenkast, trak politiet sig fra bydelen for at ”give de utilfredse uromagere fred og ro til at gasse af”, som politiets talsmand udtrykker det. Adspurgt om, hvorvidt politiet i den danske retsstat overhovedet skal give unge uromagere, der sætter ild til affaldscontainere og biler, mulighed for at ”gasse af”, svarer Københavns Politi: ”Det er vores erfaring. I den her situation valgte vi at trække os ud for at forsøge at skabe noget ro”.

Når dansk politi tager mere hensyn til voldsparate muslimer end til de danskere, som muslimerne truer og generer, og den ejendom, de ødelægger, skyldes det ganske enkelt det danske DNA. Det danske samfund er nemlig et af de mest feminine samfund i verden. Siden begyndelsen af 1970’erne er de maskuline værdier i Danmark blevet helt udraderet og samfundet fungerer på feminine præmisser. Folkeskolen, universiteterne og arbejdsmarkedet kræver et Alt for Damerne-samfund, hvor alle skal være søde og empatiske. Nutidens unge er en generation, der er opvokset uden maskuline forbilleder og værdier. Den moderne danske mand er et skvat, som er opdraget af kvinder til at sidde i rundkreds og hønsestrikke. Og derfor kan politiet ikke tackle muslimsk machokultur, muslimske uromagere og muslimske vanvidsbilister.

Statens magt tør ikke blive hård over for den muslimske vold, for det ligger ikke i det danske DNA at være hård. Danskerne har det jo med at søge konsensus, gøre indrømmelser, finde kompromisser og undgå konflikter. De kryber i flyverskjul, så snart andre kommer med deres kultur og udfordrer den danske. I en konfliktsituation med en uforskammet, hoven og aggressiv muslimsk minoritet bøjer danskerne nakken eller vender sig bort. De vil hellere bortforklare eller ignorere aggressiv adfærd end gå til modangreb. Danskerne opfatter sig selv som civiliserede og rummelige samtalepartnere, der hellere vil gå på kompromis end at havne i en konflikt. Og derfor tør hverken politikerne eller politiet stoppe voldsspiralen ved at bruge skrappe midler og sætte hårdt mod hårdt.

Muslimsk bandekriminalitet, skyderier, stenkast fra motorvejsbroer, bilafbrændinger og lignende mødes i Danmark med dialogkaffe med speltboller, bekymringssamtaler og fakkeltog. Ved at bøje sig for muslimerne sender det danske majoritetssamfund det signal, at danskerne er et fejt og konfliktsky folk uden stolthed og selvrespekt. Der er ikke mange mænd i dette land, der er villige til at ranke ryggen og finde deres stolthed frem. Derfor udviser de muslimske bander, vanvidsbilister og utilpassede skoleelever foragt for danske politikere, dansk politi og de danske værdier.

Islam er det modsatte af alt, hvad danskerne står for – moralsk, etisk og menneskeligt. I islam ses konfliktskyhed, tolerance og passivitet derimod som svaghed og underkastelse. Tolerance mod anderledestænkende er et fremmedord. I den muslimske machokultur findes forhandlinger eller kompromisser ikke. Når danskerne bøjer sig og giver efter, opfatter muslimerne dem som svage og feje. Den gangsteragtige adfærd, hvor den stærkeste vinder, er ikke noget, man i Danmark er vant til. Folketingets partier er befolkede med bløde mænd og kvinder med fløjlshandsker på. Det forklarer bl.a., hvorfor den danske integrationsindsats har været præget af naivitet og styret af principper baseret på omsorg, offerideologi, relativisme og empati snarere end benhårde krav, fornuft og retfærdighed.

Resoluthed, konsekvens og evnen til at sætte hårdt ind over for muslimerne ligger ganske enkelt ikke i det danske DNA. Kulturelt er danskerne, herunder især danske politibetjente, derfor ikke kodet til at tackle muslimsk machokultur. For at skabe en illusion af handlekraft bruger og misbruger politiet derfor ordet ”massiv”. Hver gang muslimske uromagere forstyrrer den offentlige orden, får man vide, at politiet er ”massivt til stede”.

På trods af den massive retorik er det dog synligt for alle, at i mødet med de kriminelle, voldsparate muslimer bøjer politiet massivt nakken og giver massiv slip på sine magtbeføjelser, så muslimerne kan ”gasse af”. Det kan derfor ikke undre, at de herboende muslimer udviser massiv foragt for politiet og retsstatens evne til at udøve voldsmonopolet.

André Rossmann

Taget herfra