“Gråd over Danmark”

Copenhagen, Denmark on the Nyhavn Canal.

Hans Rustad har skrevet denne pessimistiske artikel om Danmark, som jeg har tyvstjålet

herfra

Af: Hans Rustad   23. november 2021, 16:12

Dåhjorte, et sted på Nordfyn, 21. november 2021. Foto: Kim Møller

I min ungdom læste jeg Alan Paton ”Cry my beloved country” om SydAfrika. Dengang udspillede de virkelig triste historier sig langt væk. Nu er de kommet hjem. Den ene tristere end den anden. Historien om Jannie Bøgh, der troede hun levede i Danmark, men opdagede at frygten og islam hersker på hendes skole, er noget af det mest deprimerende jeg har læst længe. Fordi det netop ikke handler om vold og trusler, men om danske lærere i deres arbejde.

De har kapituleret.

Da vi for et par år siden udgav Lars Hedegaards ”Sådan døde Danmark”, tænkte vi at det måske var lidt overdrevet. Som for at vise hvad der kan ske.

Men udviklingen går endnu hurtigere end bogen beskriver. Denne valgkamp har været en demonstration af at de politiske partier omfavner islam, og i gaderne går venstreaktivister og muslimer på jagt efter kandidater for Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. De samme regler gælder ikke for dem som for andre.

Dagbladene og de andre partier synes ikke at bekymre sig om det.

De lader som de ikke forstår hvad der foregår. Det er en nøjagtig kopi af hvad der er sket i USA i meget større format: Pøblen er sluppet løs og den får lov til at gå løs på de progressives fjender. ANNONSE

For bare 16 år siden stod Danmark op mod imamerne og islamiske mobning. Nu er de faldet til patten og almindelige danskere fungerer som mobbere.

Speciallærer Jannie Bøgh oplevede at blive frosset ude og overfuset af sine kolleger på en folkeskole for at have kommet med en lignende tilkendegivelse. Hun måtte efterfølgende langtidssygemelde sig og endte med at miste sit arbejde. Alt sammen som følge af, at hun i medierne fortalte, at hun ville vise Muhammedtegningerne i undervisningen.

Bøgh troede hun levede i et demokrati med ytringsfrihed. Som lærer tog hun for givet at eleverne skulle lære ytringsfrihed i praksis. Hun tog fejl.

Det hele begyndte den 19. oktober sidste år, hvor Jannie Bøgh udtaler sig i en artikel til B.T. Her fremgår det, at Bøgh kontinuerligt har brugt Jyllands-Postens Muhammedtegninger, når hun har undervist sine elever om ytringsfrihed. I artiklen kan man også læse, at hun har en fortid i Nye Borgerlige og i dag er medlem af Dansk Folkeparti. Bøgh siger i artiklen, at hun ikke mener, at det er afgørende for hendes holdning: »Jeg er nødt til at lægge mine personlige holdninger fra mig, når jeg træder ind i mit klasserum. Ganske enkelt så eleverne ikke bliver påvirket af min politiske overbevisning, tro eller holdning til et givent emne,« siger hun til B.T. og fortæller, at hendes teammakker på skolen er medlem af Enhedslisten og er enig med hende i, at tegningerne skal bruges i undervisningen.

Nye Borgerlige vs Enhedslisten. Hun er dømt til at tabe.

I det nye Danmark er der ikke lighed for loven. Den, der af ren og skær idealisme tror det modsatte, vågner til en brutal realitet.

Det er den røde hob der ”ruler”, enten det er i gaderne eller på Christiansborg eller Rådhuspladsen.

Tænk tilbage på hvor hurtigt tingene er sket: Det er bare otte år siden Lars Hedegaard blev forsøgt myrdet på Pelargonievej på Frederiksberg 5. februar 2013. Der var stort møde i Landtingssalen på Christiansborg. Alle var der. Lisbeth Knudsen, Naser Khader, Krarup-familien. Var det Jalving eller Støvring der mindede om at det var det første politiske attentat siden 1853?

Nu er det som æoner, evigheder siden. Nu kan der godt ske politiske attentater uden at vi chokeres. Vi har vænnet os til tanken: Kriminelle likvideringer eller religiøse, det går ud på et. Den som stiller sig i vejen for volden, må regne med at blive gennemtævet.

Jannie Bøgh vidste ikke hvor meget grunden havde flyttet sig under hendes fødder. Hun troede teammakkeren og andre fortsat var hendes kolleger.

Det viste sig at være en fejl.

Ligheden er kun på overfladen. Når der opstår en værdikonflikt kommer de virkelige magtforhold til syne: Da står repræsentanter for venstrefløjen over hende og Grundloven. Hun og hendes ynkelige “naziparti” har ingenting at skulle have sagt.

Det er det virkelige magthierarki i dagens Danmark.

Bøgh havde optrådt i flere debatprogrammer i medierne og klaret sig godt. Men så:

»Efterfølgende siger min nærmeste leder til mig, at han synes, jeg klarede det fint i radioen. Så går jeg tilbage til min undervisning, men efter kort tid bliver jeg hevet ud på gangen af tillidsrepræsentanten, der også er matematiklærer i den specialklasse, jeg underviser. Han begynder at råbe og skrige af mig i meget grimme gloser. Han gør det klart, hvad han mener om mig: at jeg er et foragteligt menneske med et forkvaklet menneskesyn, der bare er ude på at promovere mig selv og mit nazi-parti. Han stod ildrød i hovedet. Dørene er ikke særligt tykke, så eleverne var noget betuttede, da jeg kom ind igen,« siger Bøgh, der forklarer, at hendes partipolitiske tilhørsforhold ikke var alment kendt på skolen før hendes medieoptrædener.

Her træder den virkelige magt frem og de tåler ikke opposition fra personer de definerer som ensbetydende med nazister.

De kræver ret til at indføre undtagelsestilsand og slå demokratiet når de måtte ønske det.

De er de virkelige nazister: Totalitære, arrogante, nådesløse.

Der indkaldes i alt hast til opklaringsmøde kl. 07.45 på skolen. Revolutionen er i gang:

»Jeg var ikke klar over, at det var mig, det handlede om, før jeg troppede op til mødet. Det er distriktsskolelederen, den øverste skoleleder for alle skoler i kommunen, der ganske kort fortæller forsamlingen, at jeg har udtalt mig i pressen om emnet, og at skolen nu vil udarbejde en beredskabsplan. Folk er meget ophidsede,« siger Jannie Bøgh, der oplever, at en kollega flere gange under mødet skubber til hende med skulderen, når hun passerer forbi. Weekendavisen har været i kontakt med den pågældende, der ikke ønsker at udtale sig.

Det minder om kampagnerne mod asociale, kontrarevolutionære i Stalins Sovjet, eller Maos kulturrevolution: Samme dynamik.

»Ingen vil tale med mig, og folk kigger væk, når jeg søger øjenkontakt. Nogle dage efter er der igen morgenmøde, hvor vi får at vide, at der er en beredskabsplan under udarbejdelse. Nogle af lærerne siger, at de har udviklet angst og har brug for at tale med en psykolog. De vil gerne have, at skolen stiller en krisepsykolog til rådighed. Så begyndte det at stå klart for mig, hvor oprevne folk var, og hvor gale de var på mig,« fortæller hun.

Det er massepsykose i fuld udfoldelse. Hvor meget skyldes pandemien? Den har nok skubbet til folk psykisk. De er mere modtagelige og mere tilbøjelige til at rationalisere ekstraordinære tiltag.

Mette F. har bidraget med sin forkærlighed for de drastiske metoder. Den hårde hårknude i nakken er som en knytnæve.

I slutningen af oktober bliver der indkaldt til et samlet krisemøde på skolen, hvor en person fra Falck giver en såkaldt ‘debriefing’. Der er mødepligt, og ordet er frit. Alle får to minutter.

»En af de første til at tale er tillidsrepræsentanten, der gentager sin svada fra gangen og spekulerer i, hvordan han kan skubbe mig ud til terroristerne, uden at børnene er vidner til min halshugning. På hele mødet var der en stemning af, at det ikke handlede om hvis, men om hvornår de kom for at skære hovedet af mig,« fortæller Bøgh.

»Der bliver sagt, at jeg er nazist og racist fra folk i salen, mens andre har taletid. Flere nævnte, at de ikke kunne sove om natten, andre at de havde udviklet angst, nogle at jeg havde ødelagt deres arbejdsplads, og at de kunne se deres gidseltager, altså mig, gå med rank ryg på gangene,« siger hun.

Hendes kolleger har mistet alle hæmninger. Hun har taget dem som gidsler. Hele skolen overgiver sig til vanviddet.

Skolen indkøber i november 2020 kiler til at barrikadere dørene i tilfælde af et terrorangreb.

Bøgh befinder sig i en Kafka-virkelighed. Helena Edlund har skrevet om metoden Stasi benyttede i DDR for at knække mennesker: Zersetzung. Det er den Bøghs kolleger benytter.

Jannie Bøgh føler sig nu helt isoleret på skolen. Det er, som om hun hele tiden støder på en mur af tavshed fra sine kolleger.

Søren K. Villemoes citerer hende for en vigtig observation:

»Jeg blev meget forvirret, jeg var forberedt på at få trusler fra islamister, det er jo en del af det, men jeg var ikke forberedt på, at mine kolleger ville tage afstand fra mig på den måde. Jeg troede egentlig, at det var noget, vi var enige om,« siger Jannie Bøgh.

-Jeg troede egentlig, at det var noget, vi var enige om, opsummerer desillusioneringen. Det viste sig at hendes kolleger havde deres loyalitet et helt andet sted.

Bøgh møder den nye vektor i dagens Vesteuropa: Alliancen mellem venstrefløjen og islam. Det er det virkelig nye hierarki der har detroniseret demokratiet. Socialdemokratiet er bare et redskab for deres magt.

En ny magtstruktur er opstået og Bøgh fik at mærke konsekvenserne af at udfordre den.

Taget herfra

Hans Rustad har – desværre – ret i meget af hvad han skriver 🙁

Efter min mening skyldes det næsten udelukkende den totale ensretning i DR/TV2, MSM og de sociale medier

4 Kommentarer

  1. Artiklen eksemplificerer og underbygger hvad jeg har påpeget ved flere lejligheder.
    Ensretningen skyldes i høj grad medierne, men vi har en tendens til at undervurdere den ensretning der hersker i undervisningssektoren.

    Vi har både brug for bedre medier og bedre skoler, hvis vores børn ikke skal ende som slaver for et totalitært vanvid, det være sig islamisk eller kommunistisk.

  2. “Ligheden er kun på overfladen. Når der opstår en værdikonflikt kommer de virkelige magtforhold til syne: Da står repræsentanter for venstrefløjen over hende og Grundloven.”

    Godt spiddet.
    Niels Helveg Petersen prøvede i mange år at ændre den. Det mislykkedes, så de valgte at ignorere den. Og det slipper de godt fra, fordi statsstyrede medier følger mediestøttens mange gode millioner. Der omsat svarer til 600 “journalister” gennemsnitsløn.

    “Efter min mening skyldes det næsten udelukkende den totale ensretning i DR/TV2, MSM og de sociale medier”

  3. Det er en trist historie. Men pga. Christiansborgs og mediernes politik gennem de sidste 35-40 år er hele Danmark ved at blive kørt i sænk. Og antallet af triste og sørgelige historier er eksploderet. Aldrig før har der været så mange ensomme, retsløse og svigtede danskere. Aldrig før har der været så mange opløste og splittede familier, faderløse børn og rodløse unge osv. Danmark er ved at blive gjort til et land hærget af tragedier, ufrihed, uretfærdighed, skandaler, vold og utryghed.

    Danmark kan ende som Sverige, Libanon eller Afghanistan, hurtigere end de fleste danske vælgere aner.

  4. Danmark er DDR om igen. Misundelse, had og ondskab dominerer.

    Jeg husker reaktionen på min bedste opfindelse. En konkurerende gruppe gik helt amok. Da jeg fik min første udnævnelse, som jeg oven i købet blev truet til at tage imod, holdt selv vennerne op med at hilse. Når jeg gav en forelæsning, hvor jeg viste noget nyt, blev jeg truet af mennesker, jeg ikke kendte. Jeg kunne blive ved – ondskab, ondskab, ondskab i dybt deprimerende mængder.

    Hans Rustad og Jannie Bøgh har oplevet danskerne. Der er ganske enkelt ikke noget håb.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.