Iscenesættelse, italesættelse og irettesættelse

Ferie fra nyhedsstrømmen kan sætte de sædvanlige problematikker i perspektiv, hjælpe med at se skoven i stedet for en endeløs række af enkeltstående træer.
Iscenesættelse, italesættelse og irettesættelse opsummerer for mig et tilbagevendende mønster, hvor der fabrikeres noget, der ligner beviser, hvorpå der så kan digtes en fed løgn, som så ved lejlighed kan bruges til at begå et justitsmord.

To af de store nyheder under mit fravær fra bloggen er at Kim Møller har lukket Uriasposten og at konspirationsteoretiker^tm Alex Jones er blevet idømt en millionerstatning for ærekrænkelse og “intentional infliction of emotional distress”.

Nu agter jeg ikke her at stirre mig blind på Møller og Jones, og endevende sagerne imod dem, kun at lade dem eksemplificere nogle bredere problematikker.

Iscenesættelse

Min viden både om Sandy Hook og Alex Jones er begrænset, og det finder jeg ikke anledning til at ændre voldsomt på. Der er efter min mening alt for meget showmanship over Alex Jones mens Sandy Hook skriver sig ind i en meget lang række af såkaldte konspirationsteorier.

Sagens kerne – som jeg forstår den – er at Alex Jones har stillet en række spørgsmålstegn ved den etablerede udlægning af Sandy Hook-massakren, og kraftigt antydet at en eller anden form for iscenesættelse var i spil.

Præcis det samme gør sig gældende i forhold til J6; den såkaldte ‘storm på kongressen’, hvor jeg har langt mere fast grund under fødderne, og hvor jeg ikke vil tøve det mindste med at forfægte en meget høj grad af iscenesættelse.
Iscenesættelsen af J6 var koordineret mellem forskellige instanser, den var resultatet af en sammensværgelse/konspiration.
Hermed ikke sagt at J6 forløb som planlagt af konspiratorerne. Så langt fra. J6 endte mere som en storm i et glas vand, end som den katastrofe, der sandsynligvis var planlagt. Det forekommer mig indlysende at der kun spilles så højt spil i forventning om dramatiske gevinster.

Her trækker jeg på mine erfaringer fra Russiagate, hvor der blev investeret endnu større resourcer og koordineret mellem endnu flere instanser. Også i dette tilfælde heldigvis uden det forventede afkast.

Den slags fiaskoer efterlader imidlertid nysgerrige iagttagere med et ubehageligt spørgsmål:
Hvor mange succesfulde iscenesættelser har vi mon labbet i os som virkelighed gennem årene?

Italesættelse

Iscenesættelsens skuespillere, statister, kulisser og rekvisitter udgør fundamentet for selve narrativet eller italesættelsen. Illusionen tjener løgnen, hvor medierne for alvor kommer til deres (u)ret.

Her eksemplificerer Danmarks Radio min pointe:

”Radioværten[Alex Jones] har tidligere været i søgelyset for at have arrangeret en demonstration, der fandt sted lige før, at tilhængere af præsident Donald Trump brød ind i Kongressen.”

Det er en sandhed med voldsomme modifikationer, at tilhængere af præsident Donald Trump brød ind i Kongressen, men det er sandt at Alex Jones havde arrangeret en demonstration kort forinden.
Antydningen er selvfølgelig Alex Jones nok var medansvarlig.
I virkeligheden advarede Alex Jones specifikt demonstranterne imod at gå ind i kongressbygningen.

Medierne fodrer os ofte med den slags stumper af løgn, men gør det så vedholdende at de fleste af os ukritisk samler stumperne selv, og selv formidler de (ind)samlede løgne videre.

Det var først med Russiagate at jeg selv anstrengte mig for at komme til bunds i en iscenesættelse. I årtier har italesættelse været mit primære fokus.
Årstallet 1984 i mit nick er en hilsen til Orwells dystopiske roman, der særligt betog mig med sit appendix om nysprog.
Siden har jeg fundet lige så stor inspiration i Victor Klemperers LTI – Lingua Tertii Imperii.

Tyranners kontaminering af vores sprog handler i vid udstrækning om at ødelægge selve vores tænkeevne. De sentimentaliserer vores sprog så det medierer følelser i stedet for tanker.

Bestemte ord har det med at kortslutte vores hjerne og kun aktivere vores mavefølelse, et af ordene er konspirationsteori. Konspirationsteoretikere er vor tids kættere, d.v.s. omtrent sådan skal de helst selv føle sig, og omtrent sådan skal vi helst væmmes ved dem.

Her i Vesten er vi nu mindre barbariske end islamisk stat eller den middelalderlige inkvissition, men også vi har ladet tyranner opflaske os med frygt og had.

Irettesættelse

Donald Trump beskrev med god ret Muellers shitshow som en heksejagt, og det giver bestemt mening at se dommen over Alex Jones i samme lys.

Et par sørgende forældre blev i sat scene som ofre for Alex Jones victim blaming. Jeg ved ikke om forældrene og deres sorg er ægte, og det gør Alex Jones tilsyneladende heller ikke. Også iscenesatte tragedier kan have virkelige ofre.

Men hvad angår Sandy Hooks var kernen i anklagerne fra Alex Jones ikke rettet mod dette eller andre forældrepar, og ironisk nok handlede hans mistanke om at massakren var iscenesat nok netop om det, som Alex Jones nu selv er blevet dømt for: “intentional infliction of emotional distress”.

Amerikanske skyderier (og særligt dem der involverer børn), kan i nogle tilfælde være fremprovokeret, overdrevet eller på anden vis iscenesat med det formål at kortslutte befolkningens tænkeevne og bevidst fylde dem med “emotional distress”.
Prøv f,eks. selv at grave et spadestik eller to ned i Uvalde. Meget stemmer bare slet slet ikke.

Mange politiske aktører i USA ofrede sgu nok gerne nogle hundrede skolebørn for at slippe af med The Second Amendment.

Retten til at bære våben blev ikke indskrevet i forfatningen for at give befolkningen ret til løse nabostridigheder med skydevåben, men for at beskytte folket fra staten.

Politik og organiseret kriminalitet er ikke identiske størrelser, men vi bør formode at de er overlappende, og det er bekymrende at Alex Jones nu er blevet dømt for dét.

Lawfare kender vi også her til lands, og den har bl.a. ramt vores bloggerkollegaer Uwe Max Jensen, Jaleh Tavakoli, Steen Raaschou og Kim Møller.

Totalitarisme udfordrer man sjældent ustraffet.