Den franske islamforsker Gilles Kepel har beskrevet Khomeinis fatwa som en afgørende nyskabelse. Traditionelt har de islamiske retsprincipper kun været gældende for den muslimske verden – Islams Hus, Dar al-Islam, som det hedder. Men med sin fatwa udvidede Khomeini det islamiske retsområde til også at omfatte borgere og handlinger i et euro-pæisk land – her den britiske statsborger Rushdie. Rushdie havde dog muslimsk-indisk baggrund.
– Muhammed-konflikten kan ses som et nyt skridt i denne udvikling. Kernen i konflikten er islamisters og muslimske regeringers krav om, at ortodokse islamiske regler for ytringsfrihed også skal gælde for ikke-muslimer i et ikke-muslimsk land som Danmark.
Disse kræfter brugte sagen til at søge at udvide det islamiske retsområde ved at kræve danske og europæiske undskyldninger, straffe mod de skyldige, garantier mod gentagelse og ændringer i lovgivningen, der begrænsede ytringsfriheden. Eller som det blev formuleret af den kendte tv-prædikant Amr Khaled: Vi synes, at jeres ytringsfrihed er en god ting, men den skal indrette sig efter islam. (kilde: Hansen og Hundevadt: Provoen og profeten).
– Ligesom Gilles Kepel i forhold til Rushdie-sagen ser en anden fremtrædende islamforsker, Bernard Lewis, dette som noget afgørende nyt. I et interview gør Lewis opmærksom på, at der altid har fandtes karikaturer af Muhammed i Europa – også langt skrappere end JP's tegninger. Men det har ikke vakt opstandelse, fordi den slags kun gjaldt som strafbart, når det foregik i den muslimske verden. Men nu skal dette altså overføres til et ikke-muslimsk land. Lewis konkluderer:
»Det findes der kun én forklaring på: De ser nu Europa som en del af det islamiske område, Dar al-islam.« (Die Welt 19.4.) Dette ligger i forlængelse af en stadig mere offensiv sprogbrug blandt islamister. Den særdeles indflydelsesrige islamist, sheik Yusuf al-Qaradawi, taler således om en islamisk »generobring af Europa«.
For danskere er denne problemstilling uvant, ubehagelig og svær at forholde sig til. Der har da også været en udbredt tendens til, at man undlader at gå ind på den. En tendens, som genfindes i Bendt Bendtsens grundlovstale. I stedet bruger man begreber, som lyder pænere i danske ører.
– Røster taler således om, at ytringsfriheden ikke bør bruges til at krænke andres religiøse følelser. Men intet tyder på, at de havde tænkt sig at se strengere på krænkelser af kristnes religiøse følelser. Det er hensynet til de voldsomme reaktioner i den muslimske verden, sagen drejer sig om.
"Den hjemlige debat om Muhammed-sagen drejer sig ikke om ytringsfrihedens principper eller religiøse hensyn sådan i bred almindelighed. Den drejer sig om, hvordan vi skal reagere over for nutidens vigtigste totalitære strømning.Ligesom i mellemkrigstiden deler reaktionen på totalitarismen vandene i dansk politik – tilsyneladende også i regeringen."
Fra Jyllands-Posten; Indblik; 11-6-2006 via Snaphanen
Leave a Reply