Hans Rustad her om Zelenskys diktatoriske side, som fake-news-msm ignorerer
Taget herfra
Zelensky har en autoritær side, som medierne dækker over. Odessa er hjemsted for en af landets mest populære borgmestre, Gennady Trukhanov, der er blevet genvalgt tre gange. Zelensky har frataget ham hans statsborgerskab under påskud af, at han har russisk statsborgerskab, hvilket Trukhanov kalder en ren løgn. Zelensky ønsker at slippe af med en potentiel udfordrer.
Det er ifølge antropolog Anastasia Piliavskij, der underviser på King’s College London, men i øjeblikket bor i Odessa. Piliavskij siger, at inddragelse af statsborgerskab er en grov overtrædelse af ukrainsk lov.
Ikke desto mindre underskrev præsidenten uden retssag eller nogen form for juridisk proces et dekret, der inddrog hans statsborgerskab. Artikel 25 i Ukraines forfatning forbyder udtrykkeligt fratagelse af statsborgerskab. Selv under undtagelsestilstand er dette et chokerende angreb på demokratiet.
Zelenskys motiv synes at være at fjerne en potentiel rival. Han positionerer sig selv til nye valg.
Piliavsky tegner et billede af Zelensky, der ikke passer godt sammen med det billede, som medierne og politikerne i Vesten tegner.
Siden krigens udbrud har Zelenskys regering sanktioneret rivaliserende politikere, lukket tv-kanaler, tavset antikorruptionskritikere og opløst partier med henvisning til “national sikkerhed”. Hvad der begyndte som en krigstidens nødvendighed, ser nu ud til at være en politisk strategi: en indskrænkning af det offentlige liv, en beregnet udrensning af dissidenter. I et land, der hævder at kæmpe for frihed, demokrati og retsstatsprincippet, er sådanne foranstaltninger alarmerende.
Opløsningen af de to antikorruptionskontorer i sommer og den nye korruptionsskandale, der involverer en milliard kroner og en af Zelenskys nære venner, passer ind i et mønster.
Hvis disse mørke sider bliver kendt, kan det underminere støtten til Ukraine i udlandet. For Norge drejer det sig om en garanti for et lån til Ukraine på 1.600 milliarder kroner. Korruptionsafsløringer kommer på et ubelejligt tidspunkt.
Odessa er en af Ukraines mest berømte byer. Den har lidt frygteligt under krigen, men solidariteten i byen har været stærk. Kijevs fjernelse af byens populære borgmester og udnævnelse af en outsider er et dolkestød i ryggen for byen.
Men det er ikke det eneste angreb på byen. Zelenskys metoder er den slags, man forventer at læse om i Putins Rusland.
For det andet vedrørende byens sprog. Mandag godkendte Ukraines regering et lovforslag, der fjerner russisk og moldovisk fra listen over beskyttede mindretalssprog. Foranstaltningen vil berøre millioner af russisktalende ukrainere – herunder mange i frontlinjen. Indbyggerne i Odessa, hvoraf mange taler russisk, men identificerer sig som ukrainere, opfatter denne foranstaltning som en personlig fornærmelse.
Derudover er Zelenskys regering i gang med at rense historien. Et nyoprettet institut – Institut for National Hukommelse – har til opgave at rense historien og fjerne helte, der har en ufortjent status. Problemet er, at nogle af Ukraines mest berømte personer bliver udpeget.
For det tredje, hvad angår byens historie og arv. Det for nylig styrkede Institut for National Hukommelse i Kiev har beordret fjernelsen af personer, der nu betragtes som “imperialistiske”, herunder grev Mikhail Vorontsov, den 19. århundredes guvernør, der formede Odessa efter Napoleonskrigene. Hans kosmopolitiske vision gjorde Odessa til en bro mellem imperier – en blomstrende havneby ved Sortehavet. At fjerne sådanne personer ‘dekoloniserer’ ikke Odessa: det amputerer byens europæiske rødder og identitet.
Zelenskys nye autoritære linje er et angreb på landets historie og kultur, skriver Piliavsky.
Odessa’s prøvelser er ikke usædvanlige. De markerer en dybere forandring i Ukraines politiske liv. En regering, der engang hentede styrke i sin moralske kontrast til Rusland, begynder nu at afspejle den magts vaner, den modsætter sig: intolerance over for afvigende meninger, mistro til forskelle og et behov for at kontrollere sprog, minder og loyalitet ovenfra.
Zelenskys regering retfærdiggør dette som et skridt mod enhed. Men enhed gennem tvang er ikke styrke; det er frygt i uniform. Et demokrati kan ikke forsvare sig selv ved at afskaffe den pluralisme, der giver det liv. Hver udrensning, hvert forbudt sprog eller hvert væltet monument underminerer det civile fundament for Ukraines europæiske fremtid.
Odessa bør være et symbol på alt det, Europa hævder at forsvare i Ukraine. Imidlertid minder Zelenskys politik mere om Ruslands. Dette stiller Europa over for et ubehageligt dilemma.
Dette skift er et tegn på, at Kiev er svagt og reagerer med frygt.
Befolkningen i Odessa har vendt sig mod Kiev. Den autoritære linje underminerer befolkningens moral.
Det er en gave til Moskva.
https://www.spectator.co.uk/article/zelenskys-war-on-odesa-is-a-step-too-far
Taget herfra
Den slags er vi jo vant til fra ErDuGal, som jo heller ikke kan lide demokratiske konkurrenter, så er det jo “godt” at have nogle korrupte dommere, der altid “dømmer”, som Erdogan vil det:
Taget herfra
Ironisk nok er Zelinski også selv russer. Hans claim to fame TV-serie foregik på russisk, og han måtte selv tage et intensivkursus i ukrainsk, for overhovedet at kunne stille op til det ukrainske parlamenet (hvor man per lov skal være ukrainsk-talende).
Jeg har skrevet det før og skriver det gerne igen: Vi taler om en russisk borgerkrig, sådan vil historikere se på det om bare 10-15 år. Og de vil dømme eksempelvis Mette Frederiksen hårdt for så aktivt at have valgt side, og tilmed har i processen har militariseret Danmark, frem for at arbejde for våbenhvile og fred.
Jeg er bange for at vi må vente mere end 10-15 år, vi skal sandsynligvis have 2-3 generationer af historikere, før de samtidshistorikere der holder med Ukraine, på grund af NATO propagandaen, er væk fra betydende positioner fra universiteterne, så nye forskere der kan få friheden til at udgive neutrale værker.
Til sammenligning er der stadig store problemer for forskerne på universiteterne, når de skal beskrive den kolde krig, da der sidder professorer som var politisk engageret og har skrevet mange forskningsartikler og bøger, der er præget af deres politiske dagsorden. Disse forskere vil sjældent ændre deres holdninger og derved fortolkninger, da de derved må indrømme at deres tidligere forskning er fejlagtig og de har netop opnået deres position på baggrund af deres forskning.
Husk Kuhns parafrase af Max Planck, der i dag kaldes “Plancks princip”: “science progresses one funeral at a time”
Oprindeligt skrev Max Planck:
“A new scientific truth does not triumph by convincing its opponents and making them see the light, but rather because its opponents eventually die and a new generation grows up that is familiar with it …
An important scientific innovation rarely makes its way by gradually winning over and converting its opponents: it rarely happens that Saul becomes Paul. What does happen is that its opponents gradually die out, and that the growing generation is familiarized with the ideas from the beginning: another instance of the fact that the future lies with the youth.”
— Max Planck, Scientific autobiography, 1950, p. 33, 97
https://en.wikipedia.org/wiki/Planck%27s_principle
Tak for svar! Du har desværre nok ret 🙁
Ja, det er rigtigt, og der er også problemer med adgang til arkiverne, som forskere nidkært vogter over som om det var deres egne skatte. Plancks Princip er helt rigtigt her, men jeg tolker det nu mest som omhandlende de “bløde videnskaber”, ikke rigtig videnskab som matematik, fysik, kemi, hvor der er en anden saglig tilgang til fagenes integritet.
For hånden på hjertet, historie er ikke en “videnskab”, det er som megen anden humanistisk forskning et konglomerat af *vedtagelser*, hvor der også bruges videnskabelige metoder, men ikke leveres ubestridelige facitlister. Alligevel “sælges” rigtig mange vedtagelser under varebetegnelsen videnskab og forskning, uden det forbehold, at vi ikke nødvendigvis taler om klokkeklare kendsgerninger såsom at 2+2=4, lysets hastighed og den slags.
Tror det har noget med indgangen til fagene på. En fysiker, en astronom osv går ind i faget pga. nysgerrighed og interesse, og er dermed mere åben for nyopdagelser, måske endda med håbet om at gøre en stor opdagelse selv. Sidder man og forsker i “køn”, “klima”, socialantropologiske fag eller den kolde krig, så skyldes det som regel en holdningspræget interesse (fordi det er holdningsprægede emner), og har formentlig svært ved at se ud over egen horisont.
En matematiker, en fysiker o.lign kan opstille et forsøg eller et bevis som alle andre kan replikere eller regne igennem, og derved få bekræftet rigtigheden af. Der er stort set intet af den humanistiske forskning der lader sig efterprøve, og slet ikke når det gælder “spørgeskemaforskning” og den slags, som medierne flyder over med, og ophøjer til kendsgerninger.
Ift. historiefaget sker der et gigantisk videnstab nærmest hvert sekund. Gå blot 20 år tilbage, og lad os diskutere hvad der skete i 2005 om en given sag – selv med TV, internet, presse osv, som “husker alt”, er videnstabet vel allerede over 50%. Gå tilbage til WWII, vi mangler vel 90% allerede der og så fremdeles. Har selv læst måske 100.000 siders faghistorie, og det har gennem årene gang på gang undret mig, hvordan man så skråsikkert har kunne konkludere dette og hint, i overført betydning samle et puslespil med 10.000 brikker kun ved at have en 10-20 stk på hånden. Det kan man naturligvis heller ikke, men man kan komme med et kvalificeret bud, en vedtagelse, det forveksles så desværre ofte med en facitliste. Også derfor jeg på mine ældre dage foretrækker at læse kilderne selv, frem for at få dem serveret gennem et filter. Tror ærlig talt mere på Diordorus, Herodot o.lign, eller foretrækker deres “løgne”, frem for nogen der kloger sig på deres bekostning med +2.000 års forsinkelse.
Med Ukraine burde det jo egentlig være ret nemt, men emnet er politiseret og gennemsyret af netop NATO-propaganda og det militærindustrielle kompleks’ lobbyister (såsom Anders Fogh). Der er et “før og et efter” som må være en lækkerbidsken for en fremtidig doktorafhandling.
Det er ok at nogen forestiller sig at
sandheden en dag kommer frem. Men hvis Europa
islamiseres, kommer den aldrig frem. Og hvis
Ukraine-krigen løber løbsk, kan Europa være
en askedynge inden længe. Der er jo ingen
mangel på idioter og krigeriske galninge.
Der kan oså ske tekniske fejl mv. så atom-
raketter affyres.
Vi er så heldigt stillede, at det er NATO og Mette Frederiksen som har brug for en ydre fjende, ikke Rusland som har behov for konflikt med NATO. Der er altså voksne til stede 🙂 Det kunne man skrive meget om, eksempelvis hvordan NATO blot skruede op for budgetterne efter den kolde krigs ophør, og at dette med en “fredsdividende” i f.eks Danmark ganske enkelt er fake news (tjek bare DST ud). Men lad det ligge.
Det kan kun “løbe løbsk” hvis man i Europa forivrer sig. Vi skal være glade for at det blev Trump der blev valgt, og ikke Harris, for Trump er pacifist og har i stedet gjort krigen til en fed forretning for USA, hvilket han praler med stort set dagligt: Lad da bare europæerne lege krig med Rusland, så længe de lægger 5% BNP til den amerikanske våbenindustri. Win-win for USA.
Europa er ikke et match for Rusland, allerede i 2022 var det franske og tyske militærbudget tilsammen større end det russiske. De nordiske landes samlede flyflåde kan alene matche hele det russiske ditto. Russerne er ikke idioter, og de ved at et evt. angreb på Europa vil være et større selvmål end japanernes angreb på Pearl Harbour. De har færre mennesker, færre ressourcer, mindre produktionskapacitet osv osv.
Jeg bryder mig ikke om Hans Rustads forestillinger om Rusland som et “diktatur” hvor det der foregår i Ukraine kunne forekomme. Putin er jurist og går meget op i at loven overholdes fra Kremels side.
Problemet i Rusland er at Putin ikke har kontrollen med efterretningstjenesterne og må slås med dem på samme vis som amerikanske præsidenter og regeringer i Storbritannien. FSB har i vid udstrækning kontrollen med den russiske mafia og hvis oligarkerne og lederne af mafiaen træder ved siden af, er der vinduer og altaner i høje bygninger de falder ud fra, eller de begår selvmord ved at skyde eller hænge sig selv, med bagbundne hænder.
I vestlige medier, får Putin altid skylden for disse dødsfald, men det er ret sikkert at han ikke står bag, da han hellere vil have dem dømt og sendt til et fængsel i Sibirien.
Fuldkommen enig! Rusland fremstilles som et diktatur hvor Putin er en slags enerådende Zar, og det samme gør Trump og USA. Men begge lande har til forskel fra f.eks Danmark en slags “silostruktur” som er designet til at forhindre, at nogen kan tage den totale magt.
I et land som Danmark er der ingen “checks and balances”, magten er centreret i den politiske top og der er ingen stopklodser, ingen uafhængige kontrolmekanismer, ingen højesteret o.lign. Man kan frit bryde Grundloven, og alle mulige andre love, så længe man blot ikke har et flertal imod sig.
Putin sidder solidt på magten, ikke i egenskab af diktator, men fordi han er folkevalgt og uhyre populær i befolkningen. Han har med sikkerhed et større mandat i den russiske befolkning, end Mette Frederiksen har i den danske. Det samme gælder i øvrigt andre ledere af “liberale demokratier”, såsom Macron, Merz og Starmer. Deres folkelige forankring er meget spinkel, især når man ser på valgdeltagelse og faktiske antal stemmer givet til statslederne.
Putin kunne formentlig sagtens gå ned gennem “Strøget” i Moskva, uden livvagter, uden at blive forulempet. Mette Frederiksen tør ikke engang fortælle hvilken kommune hun bor i …