Den første Matrix-film var en banebrydende succes, det er der bred enighed om.
Den fjerde derimod skiller virkelig fårene fra bukkene.
Økonomisk er den fiasko, men kunstnerisk?
Her vil jeg hverken spoile handlingen eller fælde en smagsdom, men pege på nogle tankevækkende forskelle.
Det kan nogle så tage for en anbefaling, og andre for en advarsel.
Alle film kan naturligvis anskues på flere måder, men det er uhyre oplagt anskue den første Matrix-film på følgende to måder:
A: som en ret lineær fortælling om heltens vej fra beta til alfa, krydret med krudt og kugler, kung fu og kærlighed.
B: som en allegorisk ‘samfundskritik’, spækket med symboler, metaforer og kryptiske referencer.
Filmen fungerede ret optimalt på begge måder.
Børn og barnlige sjæle kunne le, græde og føle sig godt underholdt jævnfør A, og jævnfør B kunne eftertænksomme typer ruge længe over diverse gåder.
De næste to Matrix-film kogte suppe på den indledende succes, og gjorde det jævnfør både A og B.
Loyalt og omhyggeligt, men de var knap så underholdende og knap så tankevækkende som den første film i serien.
Den fjerde film i serien: “Matrix Resurrections” er meget anderledes.
Jævnfør A er fortællingen langt mindre lineær, både isoleret set og set i forlængelse af seriens tre forrige film.
Fjerde film er stadig krydret med krudt, kugler, kung fu og kærlighed, men kærligheden virker noget platonisk, og der kæles også mindre for action-scenerne.
Jævnfør B er kodesproget opdateret, mystikken dybere og allegorien endnu mere kompleks.
Faktisk bør der tilføjes et ekstra bogstav.
Filmen er også selvkritisk på flere niveauer; overfor sig selv, overfor hele serien og hele filmbranchen.
Som tilskuer efterlades jeg med det indtryk at filmen skød sig selv i foden – med fuldt overlæg.
Som ville den ofre sig selv i en højere sags tjeneste.
Leave a Reply