I forrige kapitel blev farverevolution beskrevet omtrent som en forsættelse af ‘regime change’-krig med inddragelse af andre midler.
Men med omtrent de samme midler kan et regime også fastholde eller konsolidere sin magt.
Blandt disse midler nævntes i første kapitel, udover ”cyberwarfare”, ”influencing methods, such as fake news, diplomacy, lawfare and foreign electoral intervention”.
Hvor mange af disse midler kan vi genkende fra Russiagate?
Da wikileaks 22. juli 2016 lækkede e-mails, der afslørede det demokratiske partis udemokratiske
primærvalg (her blev Bernie Sanders snydt af – og til fordel for – Hillary Clinton), blev Kreml beskyldt (dipomacy) for at have hacket (cyberwarfare) DNC, og for at have udøvet ”election interference” (foreign electoral intervention).
De lækkede e-mails var skaffet (on location i Washington D.C.) af Seth Rich, og ikke hacket af russerne, som dermed hverken havde gjort sig skyldige i ”cyberwarfare” eller ”foreign electoral intervention”.
Men beskyldningen mod russerne havde afgjort karakter af ”fake news”, og vi kan nu formulere
spørgsmål som:
Hvem fabrikerede disse ”fake news”, hvem formidlede dem og hvem var deres mål?
Eller – formuleret lidt mindre hybridt:
Hvem støbte kuglerne? Hvem affyrede kuglerne? Og hvem ramte kuglerne?
22. juli 2016 havde DNC allerede flere komponenter i produktion, komponenter af den mere overordnede løgn om russisk ”election interference”, der igen udgjorde en komponent i løgnen om ”russian collusion” (den teoretiske konspiration mellem Kreml og Trumpkampagnen).
Cybersecurity-firmaet Crowdstrike støbte løgnene på bestilling af DNC, der også affyrede løgnene, assisteret – selvfølgelig – af alle mainstreammedier.
Men løgnene havde forskellige ofre:
A) dem der blev løjet om
B) dem der blev løjet for
Og DNC var ikke færdig med at bestille ‘russisk hacking’ af deres server.
Roger Stone blev senere anklaget og retsforfulgt for sin ‘medvirken’, og til sidst dømt for noget helt andet (som han i øvrigt heller ikke var skyldig i).
Hermed kan vi også krydse ”lawfare” af.
Fuld plade
Russiagate kommer nok til at gå over i historien som indbegrebet af ”fake news”.
Vel kunne der påvises ”foreign electoral intervention” i præsidentvalget 2016, blot ikke fra Kreml, men bl.a. fra Israel, Italien og i særdeleshed fra England.
Mangler Russiagate noget mere ”cyberwarfare”?
Ulovlig elektronisk overvågning af hele Trumpkampagnen (og deres nærmeste) burde vist dække.
”Lawfare” fyldte ikke alverden i Russiagate før Trump var blevet valgt, og målet blev at vælte ham (the insurance policy), men derefter så vi bl.a. Muellerundersøgelsen med dens serie af justitsmord (Michael Flynn, George Papadopoulos, Roger Stone m.fl).
Sidst men ikke mindst har vi begrebet ”diplomacy”. Hvad dækker begrebet egentlig over, forstået som midel i hybrid krigsførelse, og hvordan kom det ellers til udtryk i Russiagate?
Hybrid krig handler i høj grad om at påvirke et lands indbyggere, om at ‘mindfucke’ dets befolkning til at tage parti for én af krigens parter, lægge den anden for had, og justere dets opfattelse af ret og rimeligt. Her er infiltration af afgørende betydning, men et lands indbyggere lader sig ikke kun påvirke af deres ‘egne’ professionelle og autoriserede, de lader sig også påvirke af udlandets, og underlægges et moderat diplomatisk pres af konventioner og ”internationale forpligtelser”.
Med snedkererede meningsmålinger kunne Trump berøves amerikanske stemmer hele vejen fra Rådhuspladsen i København.
Russiagate var en hybrid krigsforbrydelse, og i dette ene kapitel kradses kun i overfladen.
”Peaceful transition” min bare røv.
Leave a Reply